»Jeg vil bo i Sydfrankrig,« tænkte advokat Max Ulrich Klinker og førte sammen med kone og tre børn sin drøm ud i livet for fem år siden. Nu lever han af at rådgive danskere med samme ønske om, hvordan de styrer uden om faldgruberne, når de skal købe ejendom i landet og har netop skrevet bogen »Jeg vil bo i Sydfrankrig«. Den fører læseren blidt ind i den ellers kringlede franske lovgivning på området og giver en del andre konkrete råd til, hvordan hverdagen fungerer ved Rivieraen. Lige fra hvordan man gebærder sig i trafikken til information om det franske skolesystem.

»Som rådgiver havde jeg efterhånden et stort noteapparat inden for boligkøb og salg. Samtidig oplevede jeg, at det var de samme spørgsmål, der gik igen fra gang til gang, så derfor valgte jeg at skrive en bog, så danskerne ikke skulle starte fra nul, når de købte bolig. Samtidig ville jeg gerne give nogle gode råd om de praktiske forhold, hvis man vælger at flytte herned,« forklarer Max Ulrich Klinker.

Prut om prisen

Det, advokaten fremhæver som en af de største faldgruber for boligsøgende danskere, er prisen på boligerne. I Danmark er vi vant til, at den udbudte pris holder nogenlunde, så vi betaler mere eller mindre prisen, og at der kun er én ejendomsmægler til at sælge huset. Sådan fungerer det ikke syd for Alperne. Her koster det ikke sælgeren noget at sætte sit hus til salg, og der er ingen begrænsning på, hvor mange mæglere der må være om at sælge huset. Derfor tænker en del husejere »går den, så går den«. De sætter deres hus til salg til en høj pris og ser, om de er så heldige, at der kommer en blåøjet køber forbi. Og derfor opfordrer advokaten danskere til at prutte om prisen.

»Jeg hjælper ofte købere med at forhandle prisen med sælger. Det er næsten altid muligt at slå omkring fem pct. af salgsprisen, men mere er også muligt. Det afhænger af, hvor meget is folk har i maven, og om de er villige til at sætte huset på højkant,« siger han.

Men ud over prisen er der også en del andre aspekter, danskere skal have in mente, inden de sætter deres underskrift på en fransk slutseddel. For eksempel er det en god idé at tjekke, at kommunen ikke har planer om at bygge et supermarked i forhaven, at byggeriet eller swimmingpoolen er lovligt opført, at sælger også er ejer af boligen, og at huset er i ordentlig stand. For omkring 10.000 danske kroner kan en advokat hjælpe med de juridiske aspekter, mens en byggesagkyndig kan løbe huset igennem for omkring 4.000 kroner. Og det kan være en god idé at ofre de penge, når man står som køber i et fremmed land.

»I øjeblikket fører jeg en sag for nogle danskere, der købte en bolig rimelig billigt, fordi ejeren, der var selvbygger og i gang med at bygge huset, døde, og enken ville derfor gerne slippe af med huset hurtigt. Men da det danske par havde købt huset, viste det sig, at det ikke var ordentligt piloteret og derfor fuld af revner. Tilmed er swimmingpoolen, som er bygget i en klippe, også ved at skride ud over kanten med 60.000 liter vand,« fortæller advokaten.

Det er en svær sag, for når slutsedlen først er skrevet under, er køberen mindre beskyttet end i Danmark, og bevisbyrden kan være meget tung og svær at løfte. Også hvad angår arveregler, er der store forskelle på dansk og fransk lovgivning. I Frankrig arver ægtefællen ikke automatisk huset og kan sidde i uskiftet bo, hvis den ene dør. Så i forbindelse med huskøbet gælder det om at sikre sig, at arven tilfalder den, man ønsker.

Ting tager tid

Og ligesom lovene afviger fra de danske, er mentaliteten selvsagt også anderledes. Der, hvor det ifølge advokaten mest mærkes, er ved, at livet i Frankrig er gennemsyret af, at ting går langsommere. Det kan for eksempel mærkes, når der skal overføres penge til de franske banker i forbindelse med huskøb eller på vej hjem fra arbejde. Og her mener Max Ulrich Klinker, at det er vigtigt at møde sydlændingene fordomsfrit og med et lyst sind.

»Det sker for eksempel ofte, at man holder i en gade, og bilisten foran lige skal snakke med en på vejen, før han kører videre. Her venter folk pænt og føler sig ikke provokerede af det. At franskmændene ikke har mere travlt, end at de nok skal nå det, giver mig mere livskvalitet - og mindre stress.«

Deres tilbagelænede og afslappede facon kan dog indimellem godt sætte hans tålmodighed på en prøve. For eksempel, når han har ringet tre gange til blikkenslageren, der alle gange har lovet at komme, men alligevel ikke dukker op. Men det er på ingen måde noget, der kan få ham til at flytte tilbage til Danmark.

Hverdagen i Frankrig

Den danske skik med to pilsnere på skraldespandslåget, når man har ekstra skrald hverken kendes eller påskønnes i Frankrig. Og da mange skraldemænd tilmed er muslimer, har alkohol slet ingen interesse.

Det tager lidt tid at vænne sig til den franske trafikkultur, men når man først har forstået den, opleves franskmændende som høflige og gode til at lade trafikken flyde. Holder man på en sidevej og får øjenkontakt, bliver man lukket ind. Men så igen - man skal være klar. Betænkningstid på meget mere end et sekund medfører, at trafikken fortsætter, og man taber retten til at køre frem.

Der findes en del danske medier om Frankrig. Blandt andet blade La Nouvelle France, www.lanouvellefrance.nu, har artikler om Frankrig og franske forhold samt bolig- og ferieboligannoncer. Nyt fra Danmark er et blad generelt for danskere i udlandet, www.nytfradanmark.dk, tilbydes i abonnoment og udgives med særligt tillæg for bosatte i Frankrig og Italien. Det elektroniske nyhedsmedie, www.ditfrankrig.dk indeholder nyhedsbreve og oplysninger om relevante forhold for folk, der flytter til Frankrig.

En P-bøde i Frankrig takseres forskelligt alt efter forseelse. Bøden kan betales ved at købe et bødefrimærke, som kan fås i de største tobaksforretninger. Frimærket er todelt, og den største del klistres på selve bøden sammen med et almindeligt frimærke og sendes. Den anden del klistres på kopien af bøden som kvittering.

Nogle vælger at flytte med børn, som allerede ved toethalvt-treårs alderen begynder i det offentlige skolesystem, som er gratis. Fra børnehaven (maternelle) forskoles børnene og går igennem tre trin - pétite, moyenne og grande section. For hvert år blandes årgangen påny og de får en ny lærer. Sådan er det op gennem hele skolesystemet. For franskmændene mener, at børnene undgår at blive låst fast i urokkelig læreropfattelse, og uheldige børnekonstellationer begrænses til et år ad gangen. Har man et dårligt skoleår, bliver det næste sikkert bedre!

Der er karakterbøger i Frankrig lige fra børnehaven. Der gives karakter i mange emner som f.eks. tale, ordforråd, motorik, læsning, talkundskab, tegning, sport - selv kammeratskab.