SHANGHAI/KØBENHAVN: Da den danske møbelkoncern Scancom i 2001 startede produktion i Asien, var Kina tiltænkt en stor rolle i selskabets produktionsstrategi.

Og det var hvad Kina fik - som et land, man flygter fra. Kun et år efter at produktionen gik i gang, rykkede selskabet al produktion ud af Kina og over til nabolandet Vietnam, hvor 4.500 ansatte nu forsyner hele Europa med havemøbler til lyden af en omsætning på 800 millioner kroner og vækstrater på 100 procent.

»Vi synes, at tingene er lettere i Vietnam end Kina. Der er mange begrænsninger for, hvad udenlandske virksomheder kan og må i Kina. For eksempel må man kun producere i særlige zoner,« siger Christian Rudolph-Christiansen, International Marketing Manager for Scancom.

»Det var for krævende ledelsesmæssigt at opretholde produktionen i Kina - specielt fordi vi ikke oplevede særlige konkurrencefordele i Kina i forhold til Vietnam. Lønnen for en kinesisk arbejder er dyrere end en vietnamesisk især i kystområderne, og da teknologien er til rådighed i Vietnam, er det billigere for os at producere her.«

Så meget for Kina som hele verdens fabrikshal. Med støt stigende lønninger, stadig højere huslejer, enormt bureaukrati og stærk korruption begynder Kina stadig oftere at tabe kampen om den billige produktion til andre billigere og ofte mere velfungerende lande i regionen som Vietnam, Indien og Bangladesh.

Læg hertil et støt stigende antal handelspolitiske harmonikasammenstød med resten af verden, der stadig oftere fører til handelssanktioner fra EU andre nøglespillere - for slet ikke at tale om Kinas erklærede mål om at distancere sig fra ultrabillig produktion og rykke længere op i fødekæden. Pludselig ser Kina ikke længere helt så fordelagtig ud som på det glansbillede, der har fået vestligt erhvervsliv til at strømme til Kina i en nærmest uendelig karavane for at udnytte det angiveligt uendelige udbud af ultrabillig arbejdskraft.

»Hvis du tager til Kina for den billige arbejdskraft, vil du ofte konstatere, at de totale omkostninger kan være ret så høje,« siger INSEAD-professor i økonomisk transformation, Jonathan Story.

»Østkysten er helt udviklet. Du konstaterer hurtigt, at du dér kan operere som i Vesten - med et samlet lønniveau, der er mindst 50 procent af det derhjemme. Tager man langt ind i landet, kan man finde lønninger som i Vietnam. Men så vil du også hurtigt genopdage, hvordan det var at arbejde i Kina i 1980erne før de økonomiske reformer.«

Roser med torne

Ingen ædru mennesker vil hævde, at Kina er et uinteressant land at producere i. Tallene taler deres eget larmende sprog: Kinas eksport vil i 2010 nå 2,3 billioner dollar, mens niveauet for udenlandske investeringer med over 60 milliarder dollar hvert af de sidste to år er det højeste i verden. Millioner af udenlandske investorer kan vel ikke tage fejl?

Alligevel synes en spirende erkendelse af, at roser fra Kina kommer med en skarp mængde torne, omsider at brede sig til resten af verden, hvis hyldesttaler til Kinas økonomiske mirakel ellers kunne være skrevet af kommunistpartiet selv. Nu breder der sig en erkendelse af, at Kina kun er en del af svaret på alle ens problemer.

»Kina er klart et meget attraktivt sted af indlysende årsager - med arbejdslønningerne som en af de mest åbenlyse. Men andre lande har deres fordele. Selskaber bliver nødt til at se på forskellige steder til forskellige processer,« siger underdirektør Daniel Thorniley fra Economist Corporate Network.

»Der er mange faktorer, der bør påvirke beslutningen om, hvor man investerer.«

Verdens virksomheder har kort fortalt to grunde til at være i Kina - appetitten efter landets berømte «1,3 mia. forbrugere» og den billige arbejdskraft, som kan producere varer til Vesten for en slik. I torsdags satte Berlingske detailmarkedet under den kritiske lup - i dag er turen kommet til at svinge skurrebørsten over den sagnomspundne kinesiske fabrikshal.

For udenlandske selskaber, der producerer varer til Vesten i Kina, er landets helt store styrke - arbejdskraften - på mange måder også den store svaghed. For det første er der stadig flere tegn på, at mængden af villige hænder ikke er så uendelig, som alle troede. Det er svært at bevise - kinesisk statistik skal betragtes med en vis skepsis. Men anekdotiske beviser fra hundredvis af vestlige fabrikker i Kinas store produktionsområder tyder på, at de oplever en stadig større mangel på arbejdskraft. Hvor fattige bønder fra vest før stillede sig op i lange køer, melder mange fabrikker nu om, at der end ikke møder et antal ansøgere op, der svarer til antallet af opslåede job.

»Det, vi er vidne til, er enden på Kinas gyldne periode med ekstremt billig arbejdskraft,« siger økonom Hong Liang fra Goldman Sachs i Hong Kong til New

ork Times. »Der er rigeligt med arbejdere, men mængden af ufaglært arbejdskraft skrumper.«

Billigt væk fra kysten

En del af problemet er de efter kinesisk standard astronomiske leveomkostninger i de store produktionscentre som Perleflods-deltaet ved Hong Kong og

angtze-deltaget ved Shanghai, som får lønniveauet til at stige til vejrs som en kinesiskproduceret nytårsraket. Visse steder stiger lønningerne med 10-15 pct. om året. Og mens gennemsnitslønnen for en ufaglært arbejder ligger på ca. 750 kr. om måneden, koster en ufaglært arbejder i Vietnam omkring 500 kr., hvor mindstelønnen ligger på godt det halve.

Den slags forskelle kan med vestlige briller se marginale ud, og gør stadig Kina langt billigere end konkurrenter i Østeuropa og Sydamerika. Men den slags gør en forskel i en globaliseret, hyperkompetitiv økonomi.

Desuden dækker tallene over enorme regionale forskelle. De veletablerede produktionscentre nær kysten har det hele, men også mangel på arbejdskraft og stadig højere lønninger. Det indre Kina har fortsat arbejdskraften og det lækre, ulandsagtige lønniveau. Men der er lang transport til kysten, en elendig infrastruktur og begrænsede mængder uddannet arbejdskraft til de administrative job. Samtidig synes de lokale politiske systemer ikke at have opdaget, at planøkonomien er afskaffet og afløst af et kapitalistisk diktatur, som rent faktisk virker.

Eksperter siger, at Kina nu står overfor en massiv økonomisk transformation, hvor landet begynder at rykke opad i den globale økonomiske fødekæde - væk fra den billige masseproduktion. Og den kurs er faktisk regeringens officielle politik. »Kina står stadig over for en ubalance i sin handelsstruktur med en høj andel af arbejdskraft-intensive produkter og en lav andel af teknologi-intensive produkter,« lyder det fra chefen for Kinas øverste toldmyndighed, Mou insheng.

Hvis det er svært, at forstå den officielle kinesiske jargon, er den korte oversættelse, at Kina sælger for mange billige DVD-afspillere til Føtex og for få avancerede mikrochips til Dell.

inshengs bemærkning understregede endnu engang regeringens planer om gradvist at tippe økonomien i retning af mere avancerede produkter end brødristere og tøjklemmer.

Kinas forsøg på at rykke opad i fødekæden sker med en ladt, handelspolitisk pistol i ryggen. Kinas gigantiske handelsoverskud med USA på 202 mia. dollar i 2005 er blevet en politisk varm kartoffel, som har fået Kongressen til at forberede en større økonomisk straffeekspedition, hvis ikke kineserne får bremset vare-lavinen.

Selv om handelsbalancen med Europa ser mere fornuftig ud, begynder stadig flere europæiske lande at trække i den handelspolitisk nødbremse. Kina er det WTO-land, der kæmper med absolut flest antidumping-undersøgelser - hver sjette sag involverede Kina. Og stadig flere sager får konkrete konsekvenser, der rammer rigtige virksomheder ude i det virkelige liv.

Eksempelvis er danske Ecco kommet i klemme under EUs netop indførte ekstratold på kinesiske sko efter dumping-klager fra italienske skoproducenter. Eccos sko fra fabrikkerne i Kina bliver nu ramt af en ikke særlig fodformet ekstratold på 20 procent, når de sælges i Europa. Den slags sager bliver en stadig større del af virksomhedernes hverdagskost efter, at det er lykkedes kinesisk eksport at skræmme resten af verden fra vid og sans. Møbler og autodele er to andre områder, hvor omfattende antidumpingsager gnaver sig igennem systemet - og det er en politisk risiko, enhver virksomhed i Kina må indregne.

Lav produktivitet

Samtidig med at verden bliver stadig mere protektionistisk overfor Kina, er det modsatte paradoksalt nok også tilfældet. Stadig flere lokale kinesiske virksomheder synger nu klagesange for partiet om udenlandsk dominans på det kinesiske marked. Coca-Cola, der har sat sig tungt på hele Kinas marked for sodavand, er det klassiske eksempel.

Selv om Kinas politiske ledere næppe lader sig presse til at gå til decideret angreb på vestlige virksomheder i landet, får myndighederne på den anden side svært ved at imødekomme Vestens handelspolitiske krav uden at egne erhvervspolitiske interesser bider dem i struben. Det betyder kun én ting - flere handelspolitiske konflikter mellem Kina og Vesten.

Ikke loyal arbejdskraft

I den mere jordnære problemafdeling er stigende lønninger til arbejderne kun en del af den lange problemliste, vestlige virksomheder kan krydse af. Et andet er kvaliteten af arbejdskraften. Det gamle ordsprog om at man får, hvad man betaler for, gælder nemlig også delvist i Kina:

»Kinesiske ufaglærte arbejdere er op til 12 gange billigere end dem i Østeuropa. Men de er kun tre til fem gange så billige, når man indregner deres produktivitet. Og for højtuddannet arbejdskraft er regnestykket endda endnu mere lige,« siger Daniel Thorniley fra Economist Corporate Network.

Hvis arbejdskraften så bare var loyal - men kineserne er ikke kendt for at sidde pænt og vente på gulduret i jubilæumsgave. For den danske producent af miniaturehøjtalere Sonion, som beskæftiger 1.300 mennesker på to fabrikker nord for Shanghai, er den svingdør-agtige udskiftning i medarbejderstaben en af de største udfordringer i Kina. Ikke mindst fordi det ofte tager to år, før de kinesiske ingeniører er gode nok til at arbejde kreativt.

Og så snart de kan noget, er de ude af svingdøren for at starte for sig selv - ofte med virksomhedens hemmeligheder under armen. Det er i særdeleshed et problem, fordi der er så langt mellem de veluddannede og de kompetente. Kun 1,5 procent af befolkningen har en bachelorgrad eller højere - sammenlignet med seks procent i Indien og over 20 procent i Vesten. Og så er de ikke specielt kreative - Kina er nummer 36 ud af 45 lande på det såkaldte Global Creativity Index.

Kvaliteten af de ansatte matches af det generelle erhvervsklima. Verdensbanken måler 155 lande på en række erhvervsparametre og placerer Kina på en generel 91. plads - bagved en lang række andre emerging markets. På områder som det at starte sin virksomhed, betale skat og håndtere licenser er den helt gal.

Den slags observationer betyder ikke, at Kina det forkerte land at være i. Men det betyder, at der ikke er nogen lette svar eller indlysende konklusioner i den globale arbejdsdeling, virksomheder kan læne sig op ad. Eksempelvis er erhvervsklimaet målt med Verdensbankens målestok i flere andre lukrative emerging markets ufatteligt meget bedre end i Kina - uden at dette uigendrivelige faktum har rystet erhvervslivet ud af Kina-fortryllelsen. Som Jonathan Story siger: »Sydafrika er på en 27. plads - men hvem tager til Sydafrika?«