BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, GOLF

Tyrkiet på 1. klasse

Flag ARTIKEL 02-05-07 ~4 minutters læsning · 790 ord

Velklædte kvinder og mænd er i færd med at indtage skaldyrsretter og creme brulée, og ved nogle høje borde drikkes boblende champagne af høje, slanke glas. Vi befinder os på en af byen Bodrums havnefronts mange spisesteder, som med de utallige yachter i baggrunden og palmer langs promenaden tåler sammenligning med både Cannes og St. Tropez i Sydfrankrig.

Det er her, det tyrkiske jet-set søger hen, når de holder fri, og her ejendomsmæglerselskabet 2base sælger boliger til danskere med hang til Sydens varme. Det er nu et års tid siden, at

ücel Bztopak åbnede kontor i byen. Han har tidligere solgt boliger for firmaet i Alanya og konstaterer, at der er forskel på kundegruppen de to steder. Køberne i Bodrum går mere op i beliggenhed end i pris.

»Vores kunder her i Bodrum er typisk par i 50erne eller pensionister, som ville vælge Skagen eller Hornbæk, hvis de skulle købe et fritidshus i Danmark. Mange går efter en ferielejlighed med mindst to soveværelser og et stort opholdsrum, og så vil de gerne have havudsigt og bo tæt på stranden,« siger han.

Kunderne kan finde, hvad de søger, men skal være villige til at betale mere for det end andre steder i Tyrkiet. Hvor man i Alanya kan få en lille lejlighed fra omkring 300.000 kroner, skal der lægges omkring 750.000 kroner på bordet for en lignende bolig i Bodrum. Lidt mindre andre steder på halvøen. For de ekstra penge får køberen - udover en eksklusiv stemning - kortere transporttid, da lufthavnen kun ligger 30 kilometer fra Bodrum, en lavere luftfugtighed og et par graders lavere varme året rundt.

Men den største fordel er nok, at husejere får noget smukt at kigge på. På halvøen sikrer lokalplanen, at alle husene bygges enten i hvidt eller naturmaterialer, kun må være to etager høje og kun udgøre maksimalt 15 pct. af grundarealet. På den måde føles gaderne i byen lyse og åbne, og den kuperede natur, der bugter sig ned til det knaldblå havvand, fremstår relativt uspoleret. Endnu en fordel ved området er, at man kan finde sig et sted, der passer til alle mulige temperamenter. Der er både et byliv i Bodrum, som i højsæsonen skulle være ret hektisk, øde strande, små laguner med fiskerestauranter og bjerge. Men området byder på mere end hav og natur.

»Der findes en del golfbaner i området, der er mulighed for at spille tennis eller at leje en yacht med eller uden kaptajn, og de græske øer, Kos, Rhodos og Samos, ligger tæt på. Der ligger skipister inden for tre timers kørsel, og desuden foregår der en del kulturelt. For eksempel er der hver dag i perioden fra 15. juni til 15. september en koncert eller anden form for underholdning i amfiteatret i udkanten af byen,« fortæller

ücel Boztoprak, der er opvokset i Danmark, men har tyrkiske forældre.

Siden han for alvor startede med at sælge boliger i august måned sidste år, har han solgt cirka én bolig om ugen. Firmaet sælger kun projekter, det vil sige boliger, som enten ikke er bygget endnu eller netop er færdigbygget. At der gik et halvt års tid, inden han solgte sin første bolig, skyldes, at det har taget tid at finde nogle dygtige bygherrer, som har været villige til at vente med at få betaling til, når ejeren står med en husnøgle og et skøde i hånden. For det er ikke kutyme i landet.

»De to bygherrer, vi sælger boliger for, beder om depositum på mellem syv og ti pct., når køberen har skrevet under på købsaftalen. Men beløbet skal kun stilles som en bankgaranti, der ikke kan røres, før boligen er overdraget. Det samme gælder for resten af købesummen,« siger 2Base-repræsentanten.

Det tager cirka et år at bygge et kompleks, og i den tid stiger priserne. Indtil videre har ejendomsmæglerfirmaet oplevet en stigning på 30-40 pct. fra projektstart til slut, og forventningen er, at markedet generelt er for opadgående.

»Der er lige blevet indført nye lånemuligheder i landet, så nu kan tyrkerne låne i kreditforening over 20-30 år. Det betyder, at flere vil have råd til at købe bolig, for de vil blandt andet kunne tage lån i deres faste ejendom og dermed få råd til en fritidsbolig. Derfor regner vi med, at priserne vil stige,« siger

ücel Boztoprak.

Han har også en forventning om, at der fremover vil være flere danskere, som vælger at investere i tyrkiske boliger. Særligt efter, at problemerne med at få udstedt skøder til udlændinge nu er løst, og Muhammed-krisen har lagt sig. For priserne ligger stadig et godt stykke under både Spanien, Italien og Frankrig, og det samme gælder leveomkostningerne. Selv har han investeret i en bolig midt i Bodrum, og her har han tænkt sig at blive på ubestemt tid.