GENERELLE, FORHOLD, GENERELT

Tilbage til det ægte Spanien

Flag ARTIKEL 27-03-06 ~4 minutters læsning · 740 ord

Væggene må gerne have patina og naboen må gerne have boet i det samme hus i flere generationer. En ny kundegruppe har meldt sig under de spanske faner, erfarer Solboliger, der sælger boliger i Spanien - fra Barcelona til Gibraltar. Det er folk, som foretrækker at mingle med lokalbefolkningen og opleve det spanske landskab fremfor at bo dør om dør med andre udlændinge i de nybyggede huse langs kysterne.

Og når turen går fra Costa Blancas kyst ved Alicante og ind i landet, bemærkes forskellen. Faktisk er det som at køre fra et land til et andet, når de uendeligt mange lyse huse, der ligger side om side med hinanden i en bred bræmme langs kysten, afløses af grønne områder, bjerge og nuttede landsbyer. Herinde er fordelen, at naturen er smuk, der er stille og fredeligt, og at spaniere og spanske gloser præger gadebilledet. Ulempen er, at der er langt til vandet, mindre udbud af fritidsaktiviteter, at chancerne for at blive integreret er små, medmindre man mestrer sproget. Dog er der golfbaner, vandland, naturpark og forlystelsespark inden for rækkevidde.

»Vi spørger altid folk, hvilken type bolig, de søger. Men da mange ikke har været i Spanien før, står det ikke helt klart for dem. Så udover at vise kunderne boligerne ved kysten, tager vi dem næsten altid med ind i landet. Og når vi kommer til bjerglandskabet og de små landsbyer, oplever vi ofte, at de får et helt specielt, drømmende udtryk i øjnene,« forklarer Poul Erik Hansen fra Solboliger.

Fra skolelærer til direktør

Kundegruppen, der falder for en bolig på landet, er svær at sætte i bås, for det er alt lige fra skolelæreren til direktøren. Nogle ønsker sig en gennemrenoveret bolig, mens andre mere gør-det-selv-typer foretrækker at gå med en hammer i hånden og sætte deres eget præg på huset. De gider ikke bare sidde på terrassen og sole sig.

At bruge knofedt på at sætte en bolig i stand, mener ejendomsrådgiveren dog ikke er en økonomisk gevinst. For spanske håndværkere er billige og har stor ekspertise på grund af det vældige spanske byggeboom, der ikke ser ud til at stoppe. Til gengæld får køberne meget mere for pengene, jo længere de bevæger sig ind i landet.

Prisen for et gammelt hus i dårlig stand, f.eks. et lille byhus i en landsby, ligger fra omkring 400.000 kroner, mens prisen for en landejendom med en 10.000 kvadratmeter stor grund ligger fra cirka 750.000 kroner. Til sammenligning koster de nye boliger et par kilometer fra kysten minimum en million kroner, og det er for et lille rækkehus eller et hus, der er delt op i mindre boliger med en meget lille have til. Men fordelen er jo, at det altid er nyt, så der ikke skal røres en finger.

Typen, der har mod på at købe et hus, som skal sættes i stand, bør vide, at det sjældent er helt så uproblematisk som med de nye boliger. Og det skyldes ikke mindst en meget striks lovgivning på området.

»Der skelnes mellem større og mindre ændringer. Ønsker folk at få en swimmingpool eller at bygge carporten eller kælderen om til bolig, hører det under større ændringer, mens nedrivning af en indvendig væg kan være en mindre. Men for ikke at lægge sig ud med myndighederne, vil jeg anbefale husejere altid at henvende sig til kommunen, inden de gør noget, for at høre, om det kræver tilladelse. For spanierne går meget op i, at loven skal overholdes, så enten udskriver de en bøde eller også river de det ned, der er ulovligt opført,« fortæller Solboligers mand på stedet, engelske Andrew Cope.

Appelsinlund i baghaven

Køberen, der drømmer om at bo i en landzone, bør også være opmærksom på, at der altid følger en masse jord med. For at undgå det tætte byggeri som langs kysten, er der for eksempel i Alicante-området krav om, at grunden til et hus ikke må være på under 10.000 kvadratmeter. Og jorden er ofte en plantage med appelsin-, mandarin-, grape- og oliventræer eller vinstokke, hvilket naturligvis kræver vedligeholdelse hele året. Ifølge ejendomsrådgiveren er det dog relativt nemt at finde en bonde i nærheden, der vil tage sig af vanding, høst og salg af frugterne. Dog bør bondens arbejdsindsats regnes ind i budgettet som en underskudsforretning, lyder meldingen.

Til gengæld må det give overskud i hverdagen at stige ud ad sengen om morgenen, gå ud og plukke sine egne, usprøjtede appelsiner og presse sig et frisk glas juice.