VIRKSOMHED, GENERELT, BUREAUKRATI, LØN, ARBEJDSFORHOLD, VIRKSOMHEDSETABLERING

Godt vejr - men lange arbejdsdage

Flag ARTIKEL 02-12-06 ~2 minutters læsning · 340 ord

Lavinio ligger 40 km sydvest for Rom, og her bor og arbejder 37-årige Kristina Løvendal. Hun har sin egen børnetøjsbutik, Fairy Factory, i byens marina. Her lever og ånder hun, for arbejdsdagene i Italien er meget lange.

  • Butikken har åben fra 10.00 til 21.30 og til 00.30 i sommersæsonen. Kun afbrudt af siesta og aftensmad, fortæller Kristina. Siestaen besværliggør familielivet, men til gengæld kan jeg have mine to børn på fire og otte år med på arbejde.

Familien flyttede til Italien for fem år siden, fordi Kristinas mand, Christian, blev udstationeret for FN. Familien er blevet godt modtaget af italienerne.

  • De er enormt flinke, og i havnen, hvor jeg åbnede butikken for tre år siden, ligger der flere andre butikker. Vi er som en lille familie, der hjælper hinanden. Man lærer dog kun italienere at kende til en vis grænse. Vi er overraskende forskellige, især når det gælder børneopdragelse. Vi sender vores børn tidligt i seng - italienerne spiser først ved 22-tiden, og derfor kommer børnene meget senere i seng. Italienere inviterer heller ikke så tit hinanden hjem på middag – de har deres sociale liv ude i byen.

Kristina har altid arbejdet i tøjbranchen, og derfor regnede hun med, at hun skulle arbejde for et af de store modehuse i Italien.

  • Men det viste sig at være meget svært. Det forventes, at man arbejder gratis det første år for at få foden indenfor – og derefter er lønnen ikke særlig god. Til gengæld er arbejdstiden lang. For at blive i tøjbranchen, og have tid sammen med børnene, åbnede jeg butikken, og selvom der var mange administrative udfordringer, er der en stor fleksibilitet hernede. Man finder som regel en løsning på problemerne.

Det kan lyde som et lidt hårdt arbejdsliv, men Kristina synes ikke, at det er nær så hårdt som i Danmark.

  • Jeg tror især, at det skyldes det gode vejr. Der er ikke så mange sure regnvejrsdage, og italienerne er gode til at nyde livet, når de har fri. Jeg føler mig meget privilegeret, glad og fri her.