BOLIG, FINANSIERING, BOLIGLÅN, UDENLANDSK, PANT

Pant i udenlandske ejendomme

Flag ARTIKEL 11-04-07 ~3 minutters læsning · 536 ord

Flere og flere danskere vælger at købe en bolig i udlandet, og før i tiden var det sådan, at banken som udgangspunkt kun kunne tage pant kundens danske ejendom. I dag tilbyder nogle af bankerne imidlertid at hjælpe med, at pantet kan tages i den udenlandske ejendom.

Ringkjøbing Bank har finansieret boliger i Berlin igennem et års tid. I begyndelsen var det mod pant i kundens danske ejendom, men ifølge bankbestyrer Sven Erik Steffensen, kom der flere og flere henvendelser fra folk, som efterspurgte pant i den tyske ejendom. Siden sensommeren 2006 har banken derfor tilbudt pant i den tyske bolig og har gennemført det i omkring 50 tilfælde.

”Typisk er det fordi, kunden ønsker at holde ejendommen i Berlin isoleret fra økonomien herhjemme”, siger Sven Erik Steffensen. ”Men vi bliver også kontaktet af en del unge, som ikke ejer en bolig i Danmark, og som derfor ikke kan købe i Tyskland, hvis ikke der er mulighed for at tage pant i boligen dernede.”

Fordele ved udenlandsk pant

Fordelen ved at tage pant i den tyske ejendom er i øvrigt, at renten typisk er billigere i Tyskland, da sikkerheden etableres som et 1. prioritetspant. Herhjemme vil et pant i forbindelse med et udenlandsk boligkøb typisk ligge længere ude i prioritetsrækken og dermed være dyrere. Omkostningerne ved at etablere pantet er også billigere i Tyskland end i Danmark. 75 procent af ejendommens værdi kan belånes med sikkerhed i Tyskland, mens de sidste 25 procent samt omkostningerne skal finansieres på anden vis. Renten ved finansiering med sikkerhed i Tyskland starter ved 5,50 procent p.a.

Ifølge Sven Erik Steffensen er den eneste ulempe ved pant i den tyske ejendom, at processen ved at etablere pantet i Tyskland er noget længere end i Danmark.

”Der kan godt gå tre til seks måneder før tingene er på plads, men det har ingen betydning i forhold til kundens overtagelse”, pointerer han.

Også i Sverige

Også andre pengeinstitutter er begyndt at tilbyde pant i udenlandske ejendomme. Sparekassen Lolland finansierer svenske helårsboliger i Ørestadsregionen til pendlere samt ødegårde i Skåne, Blekinge, Kronoberg, Halland, Jönköbing og Kalmar mod pant i de svenske ejendomme. Privatkundechef Sandra Kuehn forklarer, at det ikke er mere besværligt for kunden at have pant i udlandet, for banken sørger for alt papirarbejdet.

”Samtidig vil jeg godt understrege, at vi ikke kun låner penge ud til svenske ejendomme, fordi vi kan få pantet. Vi låner først og fremmest ud, fordi folk er kreditværdige, og det er vigtigt at holde fast i”, siger hun.

Det er langt fra alle lande, hvor muligheden for pant i den udenlandske ejendom er til stede.

”Landenes lovgivning er afgørende for, om man tør tilbyde pant i den udenlandske ejendom”, siger Sven Erik Steffensen. ”Vi skal tro på, at sikkerheden holder, for hvis vi skal realisere et pant, er det alt andet lige sværere i udlandet. Derfor skal lovgivningen være nogenlunde som den danske. Desuden skal der også være tale om et stabilt ejendomsmarked, og vi vurderer naturligvis også stadig den enkelte kunde.”

Både Sandra Kuehn og Sven Erik Steffensen er enige om, at vi kommer til at se mere til pant i udlandet.

”Det er helt sikkert, for der er kun fordele for kunden”, siger de begge.