”Jeg talte med en 86-årig franskmand forleden dag. Han sagde, at han elsker lyset, maden og vandet og vinen her i Frankrig – det eneste problem er, at her er for mange franskmænd!” Reinhard Müller slår en høj latter op, for netop franskmændene var også den helt store udfordring for ham og hans kone, Lene, da de i december 1999 flyttede til Lorgues i Sydfrankrig. Det er nemlig ikke helt let at blive accepteret, når man kommer fra et andet land og oven i købet har tænkt sig at arbejde og blive en del af lokalsamfundet.

”Franskmændene holder en vis distance, og det er ikke så let at blive inviteret hjem til folk hernede”, fortæller Lene Müller. ”Men er man først kommet indenfor, så er de meget nysgerrige efter at høre om, hvordan det er at bo i Danmark. Vi har fået gode venner hernede, men der er da stadig forskel på dem og så vores gamle venner i Danmark.”

For meget stress i Danmark

At flytte til Sydfrankrig og åbne et hotel var en gammel drøm for Lene og Reinhard. De havde rejst meget i landet og var også blevet gift i Frankrig.

”Vi var nået til et punkt, hvor vi følte, at vores liv i Danmark var for stresset”, siger Reinhard. ”Vi arbejdede begge i reklamebranchen og havde meget lange arbejdsdage. Vi så aldrig hinanden eller børnene, der på det tidspunkt var fem et halvt år gamle. For mit vedkommende passede beslutningen om at flytte til Frankrig perfekt rent aldersmæssigt og arbejdsmæssigt, og Lene var frisk på at følge med.”

Parret fandt det helt rigtige hus til et hotel i Lorgues og satte huset i Danmark til salg. Andre forberedelser blev der faktisk ikke gjort.

”Vi tænkte ikke ret meget over alt det praktiske – vi sprang bare ud i det”, siger Lene. Vi sikrede os, at vi fik solgt huset i Danmark, men alt det med skole, identitetspapirer og den slags blev først ordnet, da vi kom herned. Det var ikke uden problemer og det tog lang tid, men vi tog det som en udfordring. Den største barriere var sproget, for vi talte kun restaurant-fransk. Vi gik til privatundervisning i starten og så var ellers den hårde vej, hvor vi bad franskmændene om at rette os, når vi sagde noget forkert. Børnene forstod ikke et ord, så der gik også en del tid med at få dem til at finde sig til rette med kammerater og skole. Vi kan godt ryste lidt på hovedet af os selv, når vi kigger tilbage, men vi har aldrig fortrudt det, og jeg tror også, at man bare skal kaste sig ud i det, hvis man virkelig har lysten til at flytte til et andet land.”

Hotellet gik strygende, men Lene og Reinhard kom hurtigt til at føle, at de igen havde for travlt. Der var gæster året rundt og de følte aldrig, at de havde fri. Hotellet blev solgt, og parret begyndte at bygge en ny virksomhed op. I dag arbejder de begge med network marketing og sælger desuden huse i Frankrig.

Vi lever i nyt

Familien prøver at leve livet i samklang med franskmændene, og de har i den grad taget livsstilen til sig.

«Vi synes, at livet har meget kolorit hernede i forhold til i Danmark”, siger Lene. ”Her er udfordringer hver dag med franskmændene, vejret er godt og lyset er helt anderledes – især i vintermånederne. Vi kan godt lide den måde, franskmændene lever på. Man får prøvet sine grænser af og man holder sig ung! Vi lever mere intenst og i nyt, end vi gjorde i Danmark, og vi føler, at alle vores sanser er blevet skærpet. Maden er fantastisk, her er skønne råvarer og leveomkostningerne er lavere end i Danmark. For et halvt års tid siden tænkte vi over, om vi skulle blive eller tage hjem. En slags syv-års krise, som vist er meget almindelig. Vi har valgt at blive. Vi savner vores venner og nogle ting i Danmark, men plusserne ved Frankrig opvejer det. Som det ser ud nu, bliver vi her for altid – men der kan jo selvfølgelig ske så mange ting, som ændrer på det med tiden.»