Det har hidtil været et grundlæggende princip i dansk indfødsretslovgivning, at dobbelt statsborgerskab så vidt muligt skal begrænses.

Af regeringsgrundlaget for den nuværende regering fremgår det imidlertid, at ”Danmark er et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab”.

Regeringen nedsatte i december 2012 en tværministeriel arbejdsgruppe, der skulle se nærmere på spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder Danmarks internationale forpligtelser.

Denne arbejdsgruppes rapport om dobbelt statsborgerskab foreligger nu, og i denne opstilles en række forskellige modeller for en øget accept af dobbelt statsborgerskab.

På denne baggrund havde regeringen planlagt i februar måned i år at fremlægge lovforslag for Folketinget om dobbelt statsborgerskab.

Imidlertid er man i Justitsministeriet blevet klar over, at det vil være en forudsætning for, at Danmark kan indføre adgang til dobbelt statsborgerskab, at Danmark delvist opsiger Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab, og da der er en opsigelsesfrist på et år vedrørende denne konvention, er fremsættelsen af lovforslaget om dobbelt statsborgerskab blevet udsat til næste folketingssamling. Det bliver sandsynligvis først fremsat om et år.

Der er efterhånden ganske stor tilslutning til dobbelt statsborgerskab i det danske Folketing, idet udover regeringspartierne også partierne Venstre, Det konservative Folkeparti og Liberal Alliance fra oppositionen er positivt stemt overfor indførelse af dobbelt statsborgerskab. Kun Dansk Folkeparti er fortsat modstander deraf som følge af partiets fremmedfrygt.

Langt de fleste lande i Europa har efterhånden indført adgang til dobbelt statsborgerskab enten fuldstændigt eller i begrænset omfang. Eksempelvis har Frankrig indført fuld adgang til dobbelt statsborgerskab. Udover Danmark har Norge, Holland, Østrig, Tjekkiet, Estland og Litauen fortsat ikke regler om dobbelt statsborgerskab. I Spanien accepteres det, at spanske statsborgere kan få et andet statsborgerskab, men udenlandske statsborgere kan ikke få spansk statsborgerskab ved siden af deres eget. I Tyskland accepteres, at tyske statsborgere tillige kan erhverve statsborgerskab i et andet EU-land samt i Schweiz, og at statsborgere fra disse lande tillige kan erhverve tysk statsborgerskab.

Til støtte for indførelse af adgang til dobbelt statsborgerskab har arbejdsgruppen anført, at dette kan afhjælpe nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når højtuddannet udenlandsk arbejdskraft får beskæftigelse i Danmark eller når højtuddannede danskere bestrider stillinger i internationale virksomheder eller institutioner i udlandet, at det giver mulighed for øget engagement i lokalsamfundet i forbindelse med at man påtager sig et offentligt embede, engagerer sig i sine børns skolebestyrelse, i lokalpolitik og lignende, hvor dette kræver statsborgerskab i landet, at det giver mulighed for at opholde sig i udlandet eller i sit oprindelsesland i længere tid uden at skulle søge om arbejds- og opholdstilladelse, at det giver mulighed for at kunne opretholde kontakten til familiemedlemmer i Danmark, hvis man har frasagt sig sit danske statsborgerskab, uden at blive mødt med begrænsningen om, at man som udenlandsk statsborger i visse lande kun kan opholde sig i Danmark i højst tre måneder og i øvrigt som statsborger i visse lande skal ansøge om visum for at kunne komme til Danmark. Adgang til dobbelt statsborgerskab vil derfor gøre det lettere at bosætte sig og arbejde i udlandet.

Af synspunkter, der taler imod indførelse af dobbelt statsborgerskab anføres loyalitetshensyn, idet man som statsborger anses at opnå en særlig loyalitet til det land, hvor man er statsborger, at dobbelt statsborgerskab kan medføre adgang til valgret i flere lande (det gælder dog ikke for danske statsborgere, der ikke har fast bopæl i riget), at dobbelt statsborgerskab kan medføre begrænsninger i adgangen til diplomatisk og konsulær bistand fra en anden stat end den, man opholder sig i, og at dobbelt statsborgerskab kan give problemer, hvis man indtræder i militæret i et land, og dette land er i en krigstilstand med det andet land, hvor man tillige er statsborger, eller hvis det strider mod et lands lovgivning, hvor man er statsborger, at indtræde i militæret i et andet land, hvor man ligeledes er statsborger (landsforrædderispørgsmål), ligesom dobbelt statsborgerskab kan give problemer med hensyn til værnepligt. I den europæiske statsborgerretskonvention er det imidlertid bestemt, at personer med statsborgerskab i to eller flere at konventionens medlemslande kun skal aftjene værnepligt i et af disse lande.

Arbejdsgruppen har opstillet følgende modeller for en øget accept af dobbelt statsborgerskab:

1) Fuld adgang til dobbelt statsborgerskab, således at udenlandske statsborgere kan opnå dansk statsborgerskab uden at opgive deres nuværende statsborgerskab og danske statsborgere kan opnå udenlandsk statsborgerskab uden at opgive deres danske statsborgerskab. Det er den model, der anvendes af de fleste lande i Europa.

2) Dobbelt statsborgerskab for borgere fra EU-lande, EØS-lande og Schweiz samt for danske statsborgere, der ønsker statsborgerskab i disse lande. Det svarer stort set til den model, som man har valgt i Tyskland.

3) Dobbelt statsborgerskab for borgere i de andre nordiske lande.

4) Dobbelt statsborgerskab for borgere i Nato-lande.

5) Dobbelt statsborgerskab for danske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et andet land, uden at statsborgere fra andre lande kan erhverve dansk statsborgerskab. Det er den model, der anvendes i Spanien.

6) Dobbelt statsborgerskab for borgere i lande, med hvilke Danmark har indgået en folkeretlig overenskomst om dobbelt statsborgerskab. Kombineres denne model med modellen omtalt under f. eks 2), giver det mulighed for, at man yderligere kan opnå dobbelt statsborgerskab med lande som f. eks. USA, Canada, Australien og New

ealand, men dette løser ikke problemerne ved manglende statsborgerskab med tredjelande, f. eks. lande i Mellem- og Sydamerika, og det er oftest der den manglende afgang til dobbelt statsborgerskab giver anledning til de væsentligste uhensigtsmæssigheder.

Modellerne 4) og 6) vurderes at kunne rejse spørgsmål i forhold til den europæiske menneskeretskonventions bestemmelser om forbud mod diskrimination og om retten til et privatliv.

Endvidere har arbejdsgruppen overvejet muligheden af generhvervelse af dansk statsborgerskab for personer, der tidligere har frasagt sig dansk statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af statsborgerskab i et andet land. Sådanne overgangsregler findes i Sverige, Finland, Island og Portugal samt Bulgarien. En sådan overgangsordning kan udformes som en tidsbegrænset ordning og som en permanent ordning. Erfaringer fra andre lande viser, at det ofte er nødvendigt at forlænge tidsbegrænsede ordninger, fordi der ellers er personer, som ikke har mulighed for indenfor fristen at ansøge om generhvervelse af statsborgerskab. Endvidere kan der som betingelse for generhvervelse af dansk statsborgerskab stilles betingelser om straffrihed og vandel.