BOLIG, SKATTER, AFGIFTER

Mange »glemmer« at betale dansk ejendomsskat af feriebolig i udlandet

Flag ARTIKEL 03-05-06 ~3 minutters læsning · 497 ord

Skatteminister Kristian Jensen (V) har varslet en omfattende indsats for at fange skattesnyd med ferieboliger i Sydeuropa.

Sidste år oplyste bare 8.054 danskere på deres selvangivelse, at de ejer en feriebolig i udlandet, som der skal betales skat af. Men flere eksperter mener, at tallet er mindst dobbelt så stort.

Direktør Michael Nielsen fra Care Udland, der er en del af Care Forsikringsrådgivning, har i 14 år arbejdet med at rådgive danskere om køb af feriebolig i udlandet, og han anslår, at mindst 20.000 danskere ejer en feriebolig i Frankrig, Spanien, Tyrkiet eller andre steder i Sydeuropa, som de kun bruger en del af året.

Redaktør Jan Larsen, der står bag Udvandrerne.dk, mener også, at tallet er langt større end 8.000.

»Flere tusinde danskere har købt bolig i Tyrkiet de senere år, og alene på Solkysten i Spanien menes der at bo et sted mellem 30.000 og 35.000 danskere. Men hvor mange af dem, der så er fuldt skattepligtige i Danmark, er meget svært at vide,« siger Jan Larsen.

Han opfordrer dog danskere, som er skattepligtige i Danmark, og som ejer en udenlandsk bolig, til at føre det på selvangivelsen.

»Ellers risikerer folk at få en bøde. De danske myndigheder har mulighed for at søge oplysninger hos udenlandske ejendomsmæglere om, hvem de har solgt boliger til,« siger Jan Larsen.

Frankrig er et særtilfælde

Både Jan Larsen og Michael Nielsen vurderer, at mange danskere formentlig slet ikke er klar over, at de har pligt til at betale skat af boligen i Danmark. Mange ved heller ikke hvordan en udenlandsk feriebolig beskattes, eller hvor meget der skal betales i skat af lejeindtægter fra en udenlandsk ejendom.

»Reglerne er forskellige fra land til land og kan være ret indviklede. Så der er en del, som betaler for lidt i skat. Men der er faktisk også en gruppe, som betaler for meget, fordi de danske skattemyndigheder har problemer med at finde ud af især de franske regler,« siger Michael Nielsen.

Han har hjulpet en del danskere med feriebolig i Frankrig med at få penge retur fra de danske skattemyndigheder, fordi Danmark ikke har ret til at opkræve ejendomsværdiskat af en fransk ejendom.

»Danskere skal ikke betale ejendomsværdiskat af boliger i Frankrig. Derfor kan man heller uden videre sige, at Frankrig er et dyrt land at købe bolig i. Regnes skatten med, kan billedet hurtigt ændre sig,« siger Michael Nielsen.

180 dage om året

Udgangspunkt er dog, at alle danskere selv skal oplyse alt om deres udenlandske boliger på deres selvangivelse.

»Køber man en bolig i Tyrkiet eller Spanien, bliver det ikke registreret nogen steder herhjemme. Så man skal selv oplyse alt om den udenlandske ejendom på selvangivelsen. Ellers risikerer man at få en bøde, hvis det bliver opdaget,« siger Michael Nielsen.

Bortset fra Frankrig skal der som hovedregel betales dansk ejendomsværdiskat af alle de boliger, danskere ejer i udlandet. Det gælder for danskere, der er skattepligtige i Danmark, og som ikke er ude af landet mere end 180 dage om året.