I løbet af et par uger får danskere atter fuld adgang til det tyrkiske boligmarked.
Den seneste tid har været kaotisk, fordi Tyrkiet midlertidigt har sat en stopper for udstedelse af skøder. Det har hele tiden været muligt at købe en bolig, men uden et skøde har sikkerheden ikke ligefrem været i top.
Men nu er Tyrkiet klar til atter at udstede skøder til udlændinge. Det oplyser advokat Bjarne L. Ditlevsen fra Advodan, som har specialiseret sig i det tyrkiske boligmarked.
»Det falder på plads i løbet af halvanden uge. Da bliver den midlertidigt suspenderede lov vedtaget, og det bliver atter muligt at få et skøde,« siger Bjarne L. Ditlevsen.
Stoppet for skødeskrivning blev indført, efter at Forfatningsdomstolen tidligere i år underkendte en lov, som gav udlændinge en udvidet adgang til det tyrkiske boligmarked.
Tinglysningen af skøder var en del af den lempelige lov, som blev underkendt, og først nu er Tyrkiet klar til at vedtage en ny lov, som gør kål på problemet med skøderne.
Den nye lov er bedre
Ifølge Advodan er den nye lov endda bedre end den gamle på en række punkter.
»Papirgangen bliver lettet. Der er meget mindre bureaukrati i den nye lov, så man skal ikke længere vente fire måneder på, at militæret godkender ens køb af en lejlighed. Det tyder også på, at udenlandske selskaber får udvidet adgang til at købe,« siger Bjarne L. Ditlevsen.
Til gengæld bliver der sat en stopper for muligheden for at købe huse i landområder med mere end en hektar jord.
Det har ikke mindst syriere og israelere benyttet sig af til flere tyrkiske politikeres store fortrydelse.
Der har hersket tvivl om, hvorvidt de nye regler fortsat ville give danskere adgang til boligmarkedet, fordi Danmark har en restriktiv lov, som betyder, at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark.
Men danskere bliver ikke lukket ude, oplyser Advodan.
»En lokal delegation her fra Alanya har besøgt finansministeren i Ankara og spurgt om de særlige problemer i forhold til Danmark. Ministeren har bekræftet, at der ikke kommer nogle restriktioner,« siger Bjarne L. Ditlevsen, som selv opholder sig i Alanya for at se på nye boligprojekter.
Exact Ejendomme glæder sig over, at der atter kommer gang i skødeskrivningen.
»Det er meget positivt, at der nu kommer skred i sagen, så usikkerheden omkring det at købe bolig i Tyrkiet forhåbentligt kan blive fjernet. Byggeriet har ikke stået stille i perioden, og vi forventer en fortsat høj interesse efter lovens vedtagelse,« siger statsautoriseret ejendomsmægler Claus Mols, indehaver af Exact Ejendomme.
Udlændinges køb af boliger udgør en stor andel af de direkte investeringer i Tyrkiet.
»Priserne har stået stille i en periode på nu snart fire måneder, og vi forventer prisstigninger,« siger Claus Mols.