BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, VILLAER

Bjergtaget af Bodrum

Flag ARTIKEL 06-05-07 ~6 minutters læsning · 1116 ord

Klokken er ti om formiddagen i Bodrum by. Dansktalende ejendomsmægler Michel Boztoprak holder og venter i sin grå Ford Connect på at samle en potentiel boligkøber op for at vise ham sine husprojekter og Bodrum-halvøens fortræffeligheder. Villy Frederiksen er taget med firmaet 2Base på besigtigelsestur en uge, sætter sig ind i bilen, og kører ad snoede veje, hvorfra der er udkig til det knaldblå hav og små hvide huse langs bjergskråningerne. Han er på jagt efter en ekstra bolig til, når han om fåår går på pension fra sin lederstilling i tekstilbranchen.

Frederiksberg-lejligheden vil han dog stadig beholde. Omkring halvdelen af året, skal hans andet hjem være et fristed med en smuk udsigt, hvor han er sikker på at solen varmer året rundt. Og af flere årsager mener han, at Bodrum-halvøen kan indfri hans ønsker.

»Jeg synes, at Tyrkiet er meget mere fascinerende end for eksempel Spanien. Jeg elsker Istanbul, hvor jeg har været flere gange, og desuden kender jeg både Ankara, Antalya og Alanya. Tyrkerne har en meget mere rig kultur og her er spændende arkitektur. Og hvis man skal se lidt fornuftigt på det, så er priserne også lavere her end i mange af de europæiske lande,« siger Villy Frederiksen, der er taget på boligjagt med en ven.

Han vil gerne bruge lidt over en million kroner, og for de penge kan han få en splinterny villa i et boligkompleks. Selve huset er på omkring 100 kvadratmeter med en 50 kvadratmeter stor tagterrasse med udsigt til både hav og bjerge. Han er godt klar over, at han kunne få mere for pengene i for eksempel Alanya, men han synes bedre om Bodrum og omegn, som går for at være tyrkernes svar på Saint Tropez. Men uanset hvilken landsdel, man vælger at bosætte sig i, føler han en stor imødekommenhed fra befolkningen.

»Tyrkerne er lige ved at tage os i hånden og vise os, hvor vi skal gå. Jeg mødte en herre på hotellet, som havde købt bolig her, og han fortalte os også, hvor venlige tyrkerne er,« fortæller Villy Frederiksen.

Men han vælger ikke kun med hjertet. Villy Frederiksen ser også et huskøb i Tyrkiet som en god investering, fordi han er overbevist om, at markedet vil stige, for det viser erfaringen hidtil, og desuden har han mærket det på egen krop. Han deltog for nogle måneder siden på et informationsmøde hos 2Base’s samarbejdspartner i Danmark og fik oplyst, at en villa, han fandt interessant, kostede lidt over en million kroner. Men da han kom herned og så boligen, oplyste ejendomsmægleren, at prisen var cirka 150.000 kroner højere. Det skyldes ikke alene de generelle boligstigninger men også, at boligprojekter stiger hen ad vejen. Der er nu under en måned til, at boligkomplekset står nøgleklart, og selv om ejendomsmægleren generelt gør, hvad han kan, for at holde priserne i skak, er efterspørgslen så stor, at det er en svær opgave.

Først da Michel Boztoprak nu står med Villy Frederiksen foran villaen for anden gang, får han at vide, at den oplyste pris for boligen var lavere på informationsmødet Danmark. Så ejendomsmægleren opfordrer i første omgang til, at de tager en snak med entreprenøren, men under alle omstændigheder kontakter firmaets danske afdeling for at finde en løsning.

»Det bliver svært at få prisen ned, men til gengæld er det meget almindeligt, at man kan få entreprenøren til at betale for noget af inventaret eller at bygge en overdækning til terrassen,« siger ejendomsmægleren.

Villy Frederiksen er i tvivl, om han vil ofre de ekstra penge på den villa, han nu er taget ud for at se på for anden gang i ugens løb. Den ligger i et boligkompleks med 35 andre villaer, lidt uden for den mindre havneby, Gümüslük, hvor ejendomsmægleren lige har givet frokost på et lille, lokalt spisested. Byen består af hyggelige, smalle gader, små pladser og lave, hvide bygninger, som findes på hele øen, hvor husene maksimalt må bygges i to etager. Den potentielle boligkøber går hjemmevant rundt på de to etager i fremvisningsvillaen, og da han træder op på tagterrassen, hvorfra han kan se både bjerge og hav, erkender han, at han er solgt. Han kan godt forestille sig at nyde sit otium i disse smukke omgivelser, og lige nu er det kun prisen, der afholder ham fra at sætte sin underskrift på slutsedlen.

»Jeg ville ikke komme til at kede mig her. I komplekset er både tyrkisk bad, swimmingpool, fitnesscenter og café, og så ville jeg købe mig en cykel og nyde naturen og landskabet og bruge tid på at lære sproget. For jeg synes, at det er rart at kunne følge med i, hvad der sker,« siger Villy Frederiksen.

Lige uden for døren går dolmus (lille bus, red.), der kan bringe ham til byen eller andre steder på halvøen. Og så håber han på at lære nogle af de tyrkere og andre udlændinge at kende, der også vil flytte ind i komplekset. Hvis han vælger at købe villaen, vil han også kunne have besøg fra Danmark, for der er flere gæsteværelser og hele tre badeværelser. I de perioder, han opholder sig på Frederiksberg, vil han kunne leje huset ud. 2Base har også en udlejningsservice og en hurtig gang hovedregning fortæller, at husejeren vil kunne leje boligen ud omkring 12 uger om året, og dermed tjene op til 30.000 kroner. Men det afhænger naturligvis af, hvornår og hvor meget, han selv ønsker at bo i sin villa.

Dagens fremvisningstur fortsætter. Michel Boztoprak tager boligkøberen og hans ven med hen for at se to andre boligkomplekser, der er ved at blive bygget. Den ene ligger nær vandet op ad en bjergskråning, mens den anden ligger længere inde i landet, men Villy Frederiksen mener ikke, at de kan konkurrere med den første bolig. Endnu et stop ved en lille bugt med små fiskerestauranter og udsigt til vand og småøer, og endelig går turen til selve Bodrum, hvor firmaets kontor ligger. Her i det lyse lokale ud til gaden gennemgår ejendomsmægleren et huskøb step by step.

Det er nu omkring syv timer siden, at Villy Frederiksen blev hentet ved sit hotel, og han ser lidt træt ud.

»Det er første gang, at jeg har været af sted for at kigge på huse, og det har ikke været ferie. Jeg har set op til fem lejligheder på en dag, også med andre ejendomsmæglere og gjort mig en masse overvejelser, så jeg har sovet dårligt om natten. Det er jo en stor investering,« siger han.

Ejendomsmægleren siger farvel uden at have fået en underskrift på kontrakten. Det har han stadig ikke nu to uger senere. Men siden har han til gengæld fået to par andre underskrifter, hvilket passer med hans salgsgennemsnit, der siger én bolig om ugen.