Pas på med, hvad du skriver på Facebook om Thailands konge. Det kan ødelægge dit liv. I august fik en turistguide ørerne i maskinen for at have lagt 6 billeder og tilhørende kommentarer på Facebook. Det er den dag i dag en hemmelighed, hvad kommentarerne gik ud på. Men de gav ikke desto mindre en straf på 60 års fængsel, som siden blev halveret til 30 år, fordi guiden erklærede sig skyldig.
En anden røg 1 1⁄2 år i spjældet for at skrive kritiske ord om kongen på et offentligt toilet, og en tredje fik 2 1⁄2 år i alt andet end kongelige omgivelser for at have deltaget i et skuespil om et opdigtet kongerige.
Straffen for majestætsfornærmelse går op til 15 års fængsel. Pr. overtrædelse vel at mærke. Tidligere faldt der en håndfuld domme for majestætsfornærmelse om året. Men siden militæret første gang greb magten i 2006, er antallet eksploderet til i hundredvis på årsbasis.
Militæret greb senest magten i 2014 ved et kup, og nu bruger regimet reglerne om majestætsfornærmelse til at undertrykke sine modstandere, mener Arnon Nampha, der er injurie-advokat. Og han bakkes op fra internationalt hold. Menneskrettighedsorganisationen Amnesty International kalder dommene et «vedvarende angreb på ytringsfriheden», og FN har karakteriseret dommene som «chokerende».
Blot det at kritisere loven - altså ikke kongen - kan skabe store problemer for folk i Thailand. Det er f.eks. situationen for Worachet Pakeerut, der er professor i jura på Thammasat University i Bangkok. Han trues nu med fængsel af militærjuntaen, fordi han mener, at straffene for majestætsfornærmelse er for hårde, og at de slet ikke skelner mellem fornærmelser og konstruktiv kritik.
Sagens genstand hedder i øvrigt Bhumipol Adylyadej, og han har været konge i Thailand siden afslutningen af 2. verdenskrig. I dag er kongen 87 år, og han viser sig sjældent offentligt. Kongen døjer med et svigtende helbred, fremgår det af artiklen.