BOLIG, GENERELT, BOLIGKØB, FOLKEPENSION, FØRTIDSPENSION

Det kolde nord er blevet hot

Flag ARTIKEL 17-08-07 ~2 minutters læsning · 421 ord

Det er efterhånden 27 år siden, at CV Jørgensen hudflettede danskerne i Sydspanien, da han sang om «Costa del Sol hvor solen den danser».

Vi lyttede høfligt, og nogen kunne endda lide sangen. Men vi rettede os på ingen måde efter budskabet. Tværtimod er strømmen af danskere, som køber feriebolig under sydens sol – især omkring Middelhavet – vokset lige siden.

Alt i alt lyder det seneste skøn på, at danskerne nu ejer 70.000 ferieboliger i udlandet. De 20.000 er skrevet på selvangivelsen. Men dertil kommer 50.000, som ifølge Skat ikke «er kommet så langt», og som skattevæsenet derfor endnu ikke kan opkræve den deraf følgende ejendomsværdiskat af.

Sverige på top-3

CV Jørgensens budskab er dog blevet fulgt på én – lidt indirekte – måde. Flere danskere, end mange ville forvente, foretrækker nemlig at købe deres feriebolig i det kolde nord, lige som et stort antal danske pensionister vælger at flytte til et andet land på vores egne breddegrader.

Et sted mellem 15.000 og 20.000 danskere har således købt en ødegård eller et sommerhus i Sverige. Dermed gør Sverige både Spanien og Frankrig rangen stridig som danskernes foretrukne ferieboligland.

Men det er ikke kun den vidtstrakte nordiske natur, som formår at trække i danskere med udlængsel. Udsigten til at blive en del af et stykke nordeuropæisk storbykultur har fået mellem 1000 og 1500 danskere til at købe en ejerlejlighed i den tyske hovedstad, Berlin, inden for en kort årrække.

Det fremgår alt sammen af et nyt udvandrer-regnskab , som webstedet Udvandrerne.dk har opstillet på:

Her kan man også læse, at det ikke er Middelhavslandene, som tiltrækker flest danske pensionister. Af de folke- og førtidspensioner, som i 2006 blev sendt ud af landet, havnede det største antal på kontoen hos danskere, der nyder deres otium i Sverige. Derefter følger Norge på andenpladsen og Tyskland på tredjepladsen. Spanien og Frankrig kommer først ind som nummer fire og seks.

Danske ferieboligprojekter i Nordeuropa

Som noget af det nyeste er danskernes hang til nordlige himmelstrøg nu også begyndt at smitte af på de ferieboligprojekter, som danske ejendomsfirmaer udbyder.

Danske nybyggerier i Tyrkiet, Spanien og andre Middelhavslande har nu fået konkurrence af ferieboligprojekter i bl.a. Norge (Kvitfjell), Polen (Swinoujscie) og Tyskland (Scharmützelsee, Rügen, Warnemünde og Graal Müritz ved Rostock, Jever ved Bremen samt Lübecker Bucht).

Havde CV Jørgensen alligevel set skriften på væggen, allerede da han udgav sin ørehænger i 1980? De to sidste linier lyder nemlig (skribentens fremhævning): har keep cool altid været mit motto mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto…