KLIMA, VEJR, PRAKTISK

Dagene er længere i Spanien

Flag ARTIKEL 10-11-06 ~3 minutters læsning · 568 ord

Dorthe Olesen har boet i Spanien i ni år, og hun har solgt ejendomme på Solkysten de seneste fem år. Når man kigger på hendes firmas hjemmeside, kan man ikke lade være med at drømme sig væk til sol og sommer. Villaer, rækkehuse og lejligheder i massevis – alle med den blå, blå himmel i baggrunden. At der så også er swimmingpools og havudsigt, gør det jo ikke ligefrem mindre dejligt.

Netop klimaet er noget af det, som danskerne lægger vægt på, når de kigger på bolig i Spanien.

  • Vejret er fantastisk det mest af året, og selv om vinteren er her langt mere lys end i Danmark, siger Dorthe Olesen. Dagene føles meget længere hernede, og så kan man jo spille golf året rundt. Det er der mange, der sætter meget stor pris på.

Den spanske levemåde er også noget, som mange danskere falder for.

  • Livet hernede er meget mere afslappet end i Danmark. Her er ikke så meget stress, og det man ikke når i dag, det når man i morgen. Tingene er ikke så firkantede og det kan godt være, at alting går lidt langsommere, men vi når det jo alligevel. Man går også meget mere ud og spiser og drikker kaffe hernede – er i det hele taget bedre til at nyde livet, synes jeg.

Spanierne er et utroligt gæstfrit folkefærd. De er åbne overfor alle, som flytter ned og bosætter sig.

  • Og de gør alt, hvad de kan, for at hjælpe – også hvis man ikke lige taler sproget, fortæller Dorthe Olesen.

Spanien ligger i behagelig afstand fra Danmark. Det tager tre en halv time i fly og der er mange afgange. Mange bor halvdelen af året i Spanien og den anden halvdel i Danmark.

Det er meget forskelligt, hvilke boliger danskere køber i Spanien. Det er alt fra ferielejligheder til store villaer og rækkehuse. De typiske købere er fra 40 år og opefter.

  • Nogle vælger at starte en tilværelse hernede med børn og arbejde, men vi har også mange pensionister, som køber hus hernede for at få glæde af det dejlige vejr. Uanset hvem man er, så er det vigtigt at få god hjælp, når man vil købe en bolig i Spanien, råder Dorthe Olesen. Sørg for en god advokat og en ejendomsmægler, som kender både til danske og spanske forhold.

Om Spanien

Spanien består af 50 provinser, som er inddelt i 17 såkaldte autonome områder (comunidades autónomas), hvoraf nogle har egne sprog, der adskiller sig meget fra spansk. Det drejer sig om de såkaldte autonome provinser: Katalonien, Galicien og Baskerlandet, hvor der blandt andet undervises på det lokale sprog på mange af de videregående uddannelsesinstitutioner.

I mange år var landet en diktaturstat, men ved Francos død i 1975 blev der gradvist indført demokrati. I 1986 blev Spanien medlem af EU. Disse begivenheder har præget udviklingen i Spanien og blandt andet fremmet kontakten med udlandet, og der er blevet indført store reformer på mange områder.

Den spanske økonomi er i kraftig fremgang, og Spanien har i løbet af det sidste års tid skabt flere nye arbejdspladser end resten af EU-landene tilsammen. Spanien er det land i Europa, der har størst indtjening på turisme.

Den spanske befolkning består af en række forskellige etnisk-kulturelle grupper: Castilianere, asturiere, andalusiere, valenciere, catalanere, canariere og galicere. De er et resultat af blandinger mellem flere forskellige folkeslag: Iberiske folk (af middelhavsafstamning), keltere (fra Centraleuropa) og arabere (fra Nordafrika).