REJSE, TRANSPORT, GENERELT, AKTIER, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE, FORMUESKAT, UDLANDSDANSKERE

To priser til Portugal ved Danish Travel Awards

Flag 14-10-08 ~3 minutters læsning · 463 ord

Den danske rejsebranche har for nyligt afholdt Danish Travel Awards. To af de i alt 21 priser gik i år til Portugal.

Danish Travel Awards er lige som alle andre prisuddelinger opfundet for dels at belønne «de bedste», men også for at sætte fokus på rejsebranchen som helhed. Det er i øvrigt et af de førende rejsebranche-medier, som står for Danish Travel Awards, som i år blev afholdt på Hilton hotellet ved Kastrup lufthavn.

[]Portugal bedste feriedestination i Europa[]

Portugals Turistbureau i København vandt prisen for bedste udenlandske turistbureau med kontor i Danmark, og Portugal vandt desuden prisen som bedste rejsedestination inden for Europa.

Især den sidstnævnte pris som bedste europæiske ferieland er bemærkelsesværdig. Kåringen fandt sted med baggrund i rejsekunders stemmeafgivning.

Men hvorfor nu Portugal? Der er begrænset fokus på Portugal som ferieland i forhold til Spanien og Frankrig for slet ikke at tale om Tyrkiet, Kroatien og Bulgarien.

Svaret ligger nok i den unikke kombination af moderne bekvemmeligheder, fantastiske strande og traditionsrigdom, som det lille land i Europas sydvestligste hjørne kan tilbyde.

Turister i Portugal oplever landet på mange forskellige måder, men mange får fornemmelsen af en meget venlig og imødekommende befolkning, som på flere måder lever, som man gjorde i de nordiske lande i 1950’erne og 1960’erne, og hvor familien er i højsædet.

Andre besøgende i Portugal bliver forbløffede over den ekstremt velfungerende infrastruktur og mulighederne for at tage på luksusferie for relativt få penge. Prisniveauet i Portugal er nemlig stadig, hvis man ser sig lidt for, særdeles rimeligt. Restaurantbesøg og madvarer er eksempelvis et godt stykke under halv pris i forhold til i Danmark og kvaliteten er ofte bedre.

For de vin og mad interesserede er Portugal et særdeles godt land at besøge – eventuelt med overnatninger på de berømte Pousadas i Portugal. Som regel er en Pousada et gammelt velrestaurerede slot eller anden historisk bygning indrettet som hotel, hvilket gør det muligt at bevare de gamle bygninger, som Portugal er så rig på.

[]Få udlandsdanskere i Portugal[]

På trods af at Portugal er ved at blive en populær solferie destination er antallet af danskere, som flytter til Portugal fortsat lavt.

Det helt store skift i den danske udvandring til Portugal fandt sted i 1996, da den daværende dobbeltbeskatningsaftale blev opsagt fra dansk side – og endda på endnu mere ufordelagtig vis end de nuværende regelændringer for danskere med pensionsudbetalinger i Spanien og Frankrig.

Til gengæld er Portugal nu ved at blive «konkurrencedygtig» igen for udlandsdanskere, som ikke længere kan slippe billigt i skat ved at flytte til Frankrig og Spanien.

I Portugal kan man eksempelvis investere i aktier med meget lav eller ingen beskatning, og arvelovgivningen i Portugal gør at formuende danske familier ofte slipper billigere skattemæssigt i Portugal. Desuden har Portugal i modsætning til Spanien ingen formueskat.

Skribentmail:

Mere info: http://www.portugalnyt.dk/r.ashx?14