Detailhandlen i Hong Kong styrtdykker for tiden. I marts 2016 faldt omsætningen i byens butikker med 9,8 pct. i forhold til samme måned året før, og april 2016 lå 7,5 pct. lavere.
Tilbagegangen i handelslivet rammer økonomien i den gamle engelske kronkoloni hårdt. Således steg bruttonationalproduktet i Hong Kong med blot 1 pct. på årsplan i første kvartal af 2016. I forhold til det foregående kvartal var der endda tale om en direkte tilbagegang i økonomien på 0,4 pct. På årsplan har stigningen i økonomien ellers ligget på 3 pct. i de senere år, og i moderlandet, Kina, er økonomien vokset med mindst det dobbelte i mange år.
Årsagen til derouten for Hong Kons forretninger er, at mange af deres gode faste kunder - kineserne - har flyttet deres shopping til New York og Paris. En anden stor kundegruppe i tilbagegang er omkring 20-årige kinesere, som traditionelt har haft Hong Kong som mål for deres første udlandsrejse. Men flere og flere af de unge kinesere følger i forældrenes fodspor og svinger deres kreditkort længere hjemmefra, fremgår det af artiklen.