PENSION, OPSPARING, ØKONOMI

Grækerne skruer ned for den sorte økonomi

Flag 08-04-16 ~2 minutters læsning · 280 ord

Hver fjerde euro, som skifter lomme i Grækenland, er sort. Sådan var det i hvert fald i 2014, har den internationale valutafond, IMF, og Vestens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, regnet sig frem til.

Men den sorte økonomi er nu på tilbagetog i landet, som mest er kendt for økonomisk uansvarlighed og næsten uafbrudt økonomisk tilbagegang. Resultatet har været, at mastodontiske beløb er blevet trukket ud af landet. Det kan bl.a. aflæses i, at der fra november 2014 til juli 2015 blev trukket EUR 51,7 mia. ud af de græske banker. Det svarer til ca. 30 pct. af landets samlede produktion.

For at få stoppet kapitalflugten blev den græske nationalbank tvunget til at indføre kapitalkontrol, som lægger loft over, hvor mange kontanter grækerne må hæve i banken. Det har i 2. halvår af 2015 ført til udstedelse af 1,8 mio. nye kreditkort alene fra de fire største banker i landet.

Kontrollen med kontanterne og de nye kreditkort har flyttet så mange betalinger væk fra den sorte økonomi, at det i sig selv løfter landets (hvid) økonomi med 1,4 pctpt. Desuden steg indbetalingen af moms med 10,5 pct. alene i 2. halvår af 2015.

Begge dele er bemærkelsesværdigt, for momsen steg, mens landets samlede økonomi gik tilbage med 0,3 pct. i 2015. Og det viser altså også, at tilbagegangen i den sorte økonomi endnu ikke har formået at trække Grækenlands (hvide) økonomi i plus.

Forventningen er, at kreditkortene bringer den sorte del af Grækenlands økonomi ned på 23,8 pct. I Latineuropa som helhed fylder de sorte penge 19 pct. af økonomien. Den del af Nordeuropa, som er medlem af Euroen, har en sort økonomi på 15 pct. af BNP, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: