At træde over dørtærsklen hos Hanne og Jens Berg Madsen er som at få en saltvandsinsprøjtning fra det indbydende Middelhav. Det er svært ikke at blive revet med af deres mange smil, latter, gestikuleren, og når de - ofte i munden på hinanden - fortæller om masser af positive oplevelser, siden de valgte at bytte deres jyske postnummer ud med et sydfransk. Og denne gode energi kommer dem uden tvivl til gode, når det gælder om at komme i kontakt med franskmændene.

»Da vi flyttede ind, var ejendommen ikke bygget helt færdig, så der var en masse løse ender. Og når jeg om morgenen så fra min altan, at håndværkerne kom, gik jeg ned, hev dem i ærmet og bad dem om lige at lave det ene eller andet. Til sidst endte det med, at alle håndværkerne holdt byggemøde i vores køkken, hvor jeg lavede kaffe til dem på mine to kogeplader,« siger Hanne Berg Madsen, hvis hjemadresse nu er i Lattes.

Det er en lille nybygget satellitby fem minutters kørsel fra Middelhavskysten nær Montpellier, der ligger mellem Marseilles og den spanske grænse. Byens kerne består primært af etageejendomme i forskellige farver, hvoraf mange er placeret omkring en kunstig sø og en lille havn med butikker, cafeer og restauranter. Selv bor parret i en stor lejlighed med to terrasser, udsigt til søen, og lidt længere ude i horisonten kan de se bjerge og hav. Stemningen ligger langt fra traditionel, fransk landsbycharme, men der er liv og stemning omkring havnen, og desuden er der fordele ved at flytte i nyt.

»Alle her i ejendommen flyttede ind på omtrent samme tid, så vi lærte alle naboerne at kende, og det var med kys på alle kinder. De var meget åbne, og syntes det var morsomt, at vi var fra Danmark - vi er de eneste udlændinge her,« fortæller Hanne.

De mange møder med de øvrige beboere på trappen, i elevatoren eller under de mange gåture med hunden Maxi har ført til en del venskaber. Beboerne hjælper hinanden med praktiske ting, og det gode naboskab bliver senere bekræftet, mens Berlingske er på besøg, for da ringer naboen, Alain, på døren. Han har været ude at handle og synes lige, at han vil forære parret noget gødning til deres urtepotter - forleden var det ansjoser, han kom med. Men ofte bliver det til mere end bare korte samtaler i døråbningen.

»Vi går tit en tur ved havnen, og så møder vi næsten altid nogen, vi kender, der så spørger, om ikke vi vil med hjem eller omvendt. Og så drikker vi en apéritif sammen og spiser middag. Vi har et meget større netværk her end i Danmark, og jeg har aldrig haft så travlt i mit liv som nu. I gamle dage havde jeg da fred og ro på klinikken,« siger Jens Berg Madsen, der er pensioneret tandlæge.

Lidt for mange danske besøg

Udover at dyrke det sociale liv tager parret også på udflugter i området, der byder på masser af lækre badestrande, små badebyer og indsøer fuld af flamingoer. Parret hopper gerne i Middelhavet, drager af sted til Roquefort for at købe ost, besøger et glaspusteri, køber vin på et vinslot eller finder et sted at spise østers og drikke hvidvin. Det hænder også, at de tager en tur med et gammelt damplokomotiv, men det er mest, når børnebørnene er på besøg. Dem har de hele ni af, og fire børn, så det skal også passes. De kommer ofte på besøg, og det gør mange af de gamle venner fra deres hjemegn, Randers, også. Det er dejligt, at venner og familie lægger vejen forbi, synes parret, men det har krævet lidt tilpasning, at få besøgene til at gå op med deres hverdag.

»Da vi havde boet her et år, var det løbet lidt løbsk for os. Vi følte nogle gange, at vi drev et hotel, for vi gjorde rent og skiftede sengetøj hele tiden, og det måtte vi sætte en stopper for. Så nu har vi lært at sige, at det ikke altid passer os, at folk kommer. Desuden har vi investeret i en lejlighed ved vandet ikke så langt herfra, hvor gæsterne kan bo,« fortæller Hanne Berg Madsen, der mener at den største hindring ved at blive integreret er sproget.

Det har til tider været frustrerende, synes hun. Begge havde et ordforråd som et barns, og har derfor ikke kunnet indlade sig på dybere samtaler. Men efter fem år i landet er de kommet efter det og kan sagtens holde en samtale gående. Det konstateres, da vi senere slentrer ned for at købe baguettes og møder en fransk bekendt, der inden hun kindkysser dem begge udbryder: »Oh les danois - vous venez boire un verre chez nous bientôt?« Endnu en opfordring til snart at komme forbi for et lille glas.