For kun ti år siden var det sjældent at møde en dansker med ferielejlighed i Paris. De fleste kom på efterårsferie, boede på et beskedent hotel og fløj hjem igen om søndagen.

Sådan er det ikke mere. I de senere år har en del danskere købt fast ferieadresse i den franske hovedstad, og selv om priserne er steget gevaldigt, så er Paris stadig et charmerende - og betaleligt - alternativ til sommerhuset.

Men før I skriver under på slutsedlen, så tjek byen godt og vælg den stemning, som passer jer bedst. Paris er nemlig ikke én by, men mange byer. Hvert kvarter har sin egen atmosfære og sin egen sjæl.

Har I små børn, er det måske ikke lige sagen at vælge de smalle gader og det hotte natteliv i Marais-kvarteret. Og drømmer I om at zappe rundt i Paris’ kulturliv, så hold jer væk fra det fine, men spidsborgerlige 16. arrondissement.

Den franske hovedstad er delt op i 20 arrondissementer, og har man først fattet systemet, ved man altid nogenlunde, hvor man er, når man dukker op af en metro.

Det hele er bygget op som et sneglehus omkring bymidten, startende med det 1. arrondissement ved Louvre og sluttende med det 19. og 20. yderst ude mod nordøst og omfartsvejen.

Nogle ganske få kvarterer er fuldstændig charmeforladte, men ellers er der altid noget sjovt, hyggeligt og meget lokalt at hente i næsten alle bydele.

Det giver sig selv, at der i 1. arrondissement er mange vidunderlige lejligheder med udsigt til Louvre og Tuillerihaven. Men priserne er også hampre. De er steget med op til 15 procent om året de sidste mange år, godt presset i vejret af rige udlændinge, som vil betale næsten hvad som helst for at bo midt mellem historiske monumenter og den eksklusive shoppinggade, rue Saint-Honoré.

En ejendomsmægler ved Palais-Royal fortæller om en italiener, der for nylig betalte 284.000 euro - 2,13 millioner kr. - for 37 kvadratmeter bag Place Vendôme. En lejlighed, som oven i købet trængte grundigt til at blive renoveret.

Det eneste sted i det 1. arrondissement, som stadig er til at betale, er området omkring Hallerne. Men det er heller ikke særligt charmerende, smadret af et underjordisk indkøbscenter og en masse utilpassede unge, som driver rundt om aftenen.

Som fastboende anbefaler jeg aldrig folk at købe i det 1. arrondissement, for kvarteret er et udpræget forretnings- og museumskvarter og derfor dødt og kedeligt om aftenen.

Det samme gælder for så vidt 2. arrondissement, hvor tusinder af kontorer omkring Børsen ligger øde hen om natten, og hvor tøjgrossisterne i Sentier-kvarteret går hjem klokken 20.

Men her er alligevel spændende lommer. Området omkring rue Etienne Marcel er for tiden et af de hippeste i Paris med avantgarde cafeer og spooky modebutikker med dyrt genbrugstøj. Og i den brostensbelagte rue Montorgueil med de gamle gadelygter, fiskehandleren og de hyggelige bistroer, som er meget efterspurgte af unge boheme-folk, er priserne tvunget dramatisk op. Her skal man regne med en kvadratmeterpris i nærheden af 6.000 euro - 45.000 kr.

Mange danskere søger instintinktivt at købe i eller omkring Marais-kvarteret, altså 3. og 4. arrondissement, og det er helt forståeligt. For kvarteret er charmerende, med sine gamle skæve huse, snirklede gader, sjove modebutikker og dejlige cafeer.

Men priserne er også derefter. De er eksploderet det seneste årti, og intet vidner længere om, at Marais så sent som i 1980erne var et af de fattigste kvarterer i Paris. Dengang var det især beboet af ortodokse jøder, og de er der stadigvæk, men så blev kvarteret opdaget af bøsserne, som trak en masse unge med sig, og i dag er Marais et af de mest trendy områder i byen.

Imidlertid vil det være svært at finde noget som helst til under 7.000 euro pr. kvadratmeter, og ejendomsmæglerne i kvarteret siger selv, at sælgerne nu er så grådige, at det nærmer sig ågerpriser. En mægler fortæller således, hvordan hun netop har solgt ti kvadratmeter - et tidligere pigeværelse med indlagt bad og toilet - i rue de Tournelles til 10.500 euro - knap 80.000 kr. - pr. kvadratmeter.

Jeg anbefaler altid danske venner og bekendte at lede i 9., 10. eller 11. arrondissement, fordi man i disse kvarterer stadig er helt tæt på centrum, og fordi man får en masse lokalstemning med, som er forsvundet på de dyrere adresser.

Alle tre arrondissementer bliver i fransk presse kaldt for »bobo-land«. Her har bourgeois-bohemerne nemlig købt vildt op de senere år. Reklamefolk, journalister og kunstnere, som er flyttet ind i de tidligere arbejderkvarterer, har slået små lejligheder sammen til større og omdannet baggårdenes snedkerværksteder til New

orker-lofter. Men altså uden at det har tappet kvartererne for deres oprindelige atmosfære.

Da jeg selv flyttede til Paris i 1997, lejede jeg en vidunderlig lejlighed ved Canal Saint-Martin i 10. arrondissement med sekskantet soveværelse, gamle kaminer og udsigt til sluser og flodpramme for næsten ingen penge. I dag handles den slags lejligheder til 6.000 euro pr. kvadratmeter, men har man mod på de lidt mere multi-etniske kvarterer op mod Belleville, kan man stadig finde lejligheder til under 5.000 euro le mètre carré.

Et dansk par, jeg kender, har lige købt en to-værelses lejlighed i 9. arrondissement, op mod Montmartre, til 4.300 euro pr. kvadratmeter. En god pris, men så må de også leve med, at der bor en lejer det første år, de har lejligheden. I Paris er det nemlig sådan, at lejere har tidsbestemte kontrakter, og køber man en udlejningslejlighed, følger lejeren derfor ofte med. Det er selvfølgelig upraktisk. Men har man god tid og kan vente ni-tolv måneder med selv at rykke ind, er lejligheden betydeligt billigere.

Latinerkvarteret på venstre bred var engang for studenter. Det er det ikke mere. I dag er 6. arrondissement Paris’ allerdyreste kvarter, og det er efterhånden kun rige russere og folk, som lige har arvet, der har råd til at shoppe lejlighed i Sartres gamle len. Også 5. arrondissement, omkring Sorbonne og Pantheon, er rasende dyrt. Regn ikke med noget under 7.000-8.000 euro pr. kvadratmeter.

For mange danske turister er Latinerkvarteret stadig indbegrebet af Paris. At dandere omkring i de smalle gader ved det gamle universitet, tage en kaffe ved Saint-Sulpice kirken og krydse over mod Saint-Germain-des-Prés til en god frokost på Café Flore.

Og ja, det er dejligt. Men venstre bred, som tidligere var arnestedet for de intellektuelle og revolutionære, er efterhånden blevet så konservativt - læs: borgerligt - at det tangerer det konforme.

Også i 7. arrondissement - med Eiffeltårnet - og i det 8. - omkring Champs-Elysées - er priserne tårnhøje. Vil man have en tre-værelses i den prestigiøse avenue Montaigne med alle modehusene må man op med 15.000 euro pr. kvadratmeter. Andre steder er det billigere, men næppe nogensinde under 6.000.

Et godt bud på en ferieadresse kan i stedet være 17. eller 18. arrondissement. Selv er jeg en stor fan af det 17., som mange steder har herskabeligt præg, men hvor der alligevel er masser af liv og lokal provinsstemning. Det er selvsagt hundedyrt op mod Triumfbuen, men andre enklaver er billigere, og er I heldige, kan I finde et håndværkertilbud, som er betaleligt. Det vil sige under 6.000 euro pr. kvadratmeter.

Det 18. arrondissement er en blandet landhandel. Her er pebret på selve Montmartre, hvor italienere og englændere de seneste år nærmest har hamstret lejligheder på de pittoreske trapper op mod Sacre-Coeur.

Men hen mod det afrikanske kvarter ved Barbès er der stadig relativt billige boliger til salg, og der er faktisk hyggeligt, hvis man kan leve med en bred sociologisk sammensætning i opgangen.

Allerbilligst er der i 19. og 20. arrondissement, og det er der selvfølgelig en grund til, for de to arrondissementer rummer mange triste gader og snuskede lokaliteter. Men kig alligevel. For som alle andre steder i byernes by er der også her lommer fulde af charme, og ved Stalingrad, som ligger tæt på Canal Saint-Martin, kan man stadig få 41 kvadratmeter for 150.000 euro.