Den ligger oppe under tagene. På 6. sal og uden elevator. Forbi en stribe grønmalede døre og for enden af en lang gang. Lidt snirklet, men ærkeparisisk: To små værelser med skrå vægge, et minikøkken og et gammeldags badeværelse. Og måske allerbedst: Med udsigt til Seinen og 100 meter fra Champs-Elysées.

Lejeren er dansk, og i otte år har hun haft lejligheden som en ekstra adresse i Paris. For 900 euro om måneden.

Set fra et økonomisk synspunkt ville det have været klogere at købe en ejerlejlighed, men den danske dame er fuldt ud tilfreds med sin lejerstatus. På den måde, siger hun, er hun mindre bundet af sin anden bolig. Hun er sluppet uden om banklån, som kan være en omstændelig affære i Frankrig, og hun behøver ikke bekymre sig om rentehop og boligens eventuelle salgsværdi. Hun er simpelthen friere stillet.

I de senere år er flere og flere danskere begyndt at købe ferielejligheder i Paris, og de fleste ejendomsmæglere vil stadig sige, at det er en bedre forretning at købe end at leje. Men kun hvis man er sikker på at beholde lejligheden i mindst fem år.

Ifølge den franske ejendomsmæglerorganisation Fnaim er der så mange akutte omkostninger forbundet med at blive ejer optagelse af lån, notarudgifter og ejendomsskat at gevinsten først hentes ind på det lange sigt.

Ikke mindst derfor kan det være en fordel for en dansk boligsøgende at starte på lejemarkedet. Her har man tid til at finde ud af, hvad man vil. Man kan lære byen at kende, skifte adresse og langsomt spore sig ind på det rigtige kvarter.

»Der er stadig flest, som køber. Men det er ikke nogen dårlig idé at leje i starten. For man har stor frihed og kan altid træde ud af sit lejemål med tre måneders varsel. Psykologisk er det en rar fornemmelse,« siger den dansk-franske advokat Michael Skaarup, som har kontor i Paris og mange danske klienter.

Huslejerne i Paris er i de senere år steget i takt med salgspriserne. Men alligevel ikke helt så uhæmmet, og slet ikke på de små et- og toværelses lejligheder. Derfor er det stadig muligt at finde en pied-à-terre som franskmændene kalder en sekundær pariseradresse for udenbys folk til rimelige penge.

For tiden er der en del til leje. I den store morgenavis Le Figaro er der hver dag flere spalter med ledige lejelejligheder, og selv om de fleste er i den dyre ende syvværelses med stuk og kaminer så er der også gode tilbud ind imellem. Som en toværelses på 16 kvadratmeter ved Trinité-kirken i det 9. arrondissement. Et kvarter, som tidligere var arbejderkvarter, men som nu er blevet trendy og efterspurgt af velstillede bohemer. Pris: 490 euro om måneden, inklusive varme.

Eller hvad med 25 kvadratmeter i rue Rambuteau midt i hjertet af det hotte Marais-kvarter? I en gammel fin pariserbygning og tæt på det kulturelle Pompidou-center for 695 euro om måneden.

Et andet godt sted at lede er det ugentlige annoncemagasin Particulier à Particulier - http://www.pap.fr. Her vælter det med lejelejligheder, som private udlejere har sat på markedet, og der er masser af charmerende muligheder.

Modsat Danmar har Frankrig ingen bopælspligt, og det gør det nemt for en udlænding at leje sig ind i Paris. Eneste forhindring er det franske papirnusseri. For selv om bureaukratiet er mindre for lejere end for købere, så er de franske udlejere som regel temmelig krævende. De vil være sikre på, at man ikke render fra huslejen, og derfor kræver de attester og beviser på, at man har en fast indtægt og en reglementeret læs fransk bankkonto.

Ifølge en gængs tommelfingerregel skal man som lejer kunne dokumentere, at man tjener mindst tre gange lejen, og jeg kender danskere, der har måttet bede både ambassaden og deres arbejdsgiver attestere, at de var ordentlige mennesker, før den franske udlejer ville gå med til en kontrakt.

Det lyder måske hysterisk, men set fra et udlejersynspunkt er det fuldt forståeligt. I Frankrig er lejerne nemlig så godt sikret, at det er stort set umuligt at få dem smidt ud igen, når først de er installeret. Selv hvis lejeren holder op med at betale, kan det tage flere år at få strittet ham ud, og i vinterhalvåret er det direkte ulovligt at sætte folk på gaden.

Det giver sig selv, at nogle kvarterer er dyrere end andre. Paris er nemlig ikke én by, men mange byer, og hvert kvarter har sin egen atmosfære og pris.

Mange danskere vil instinktivt søge i Latinerkvarteret på venstre bred eller i Marais-kvarteret på højre bred. Fordi det er her, de er kommet som turister, og fordi det er her, de finder den stemning, de traditionelt forbinder med Paris. Begge steder er da også dejlige, men desværre rasende dyre, og egentlig hvis jeg skal komme med et lille fastliggertip ikke nødvendigvis mere charmerende end så mange andre steder i byen. For godt nok er der hipt i Maraiskvarteret, men man skal også løbe spidsrod mellem en masse turister og betale en halv gang mere for kaffen.

Så er der anderledes lokalt og alligevel ærkeparisisk i kvarterer som det 9.,10. og 11. arrondissement.

Her er stadig lokale håndværksmestre i de små gårde, gode bistroer med rødternede duge og rygende varm løgsuppe for syv euro. Selv om, selvfølgelig, boboerne det franske slagudtryk for bourgeois-bohemerne forlængst har fået øje på charmen og presset priserne i vejret.

Har man en velpolstret bankkonto er de to småøer ude i Seinen Ile de la Cité og Ile Saint-Louis pragtfulde ferieadresser. Især Ile Saint-Louis er hyggelig. Med sin smalle hovedgade, de skæve 1700-talshuse og de små butikker er det et helt lille samfund i samfundet, og man siger, at der er folk, som bor her påøen det meste af deres liv, og som kun sjældent krydser broen til fastlandet.

De store lejligheder er nærmest ubetalelige, men en lille studio er stadig overkommelig. For tiden er en 20 kvadratmeters til leje midt i hovedgaden. På 4. sal i en 1800-tals bygning, helt nyrenoveret med køkken og bad. Lejligheden ligger bag en stor tung egetræsport og roligt i en indre, herskabelig gård. Og som det måske allerbedste: Lige overfor isbutikken Berthillon, der uden sammenligning laver Paris bedste is. Husleje: 740 euro om måneden.

Som helt ny i Paris kan det være en idé at starte med at leje en møbleret lejlighed. De er godt nok dyrere, men loven foreskiver, at udlejer kun kan kalde den møbleret, hvis den virkelig er møbleret. Derfor kan han ikke nøjes med at proppe et par klapstole derind og hæve lejen. Han er tvunget til at indrette den beboeligt, og som lejer kan man forvente, at der er både knive, gafler og proptrækker. Hvilket unægteligt er en fordel, når man først kommer til byen. For folk, som lejer en tom lejlighed, er det værd at tjekke, om lejligheden lejes med eller uden køkkenelementer. I Paris er det nemlig kutyme, at den tidligere lejer tager sit køkken med sig, når han rejser.

Mens de fleste tomme lejligheder typisk lejes ud for tre, seks eller ni år, bliver møblerede lejligheder som regel lejet ud for kortere perioder, for eksempel et år. Ved begge typer lejligheder skal der lægges depositum, som regel tre måneders husleje.

Netop nu er der rigtig mange møblerede lejligheder til leje. Franske udlejere får nemlig en skattefordel, hvis de kalder lejemålet møbleret, og derfor er der et bredt udvalg.

I det 17. arrondissement kan man for eksempel leje en to-værelses lejlighed på 38 kvadratmeter for 1.150 euro pr. måned. Møbleret, på 4. sal i en 1700-tals bygning, med kamin og fritlagte bjælker samt udsigt til en grøn terrasse.

Eller hvis det er lige i overkanten for husholdningsbudgettet: Hvad så med 48 kvadratmeter på 5. sal tæt på Buttes Chaumont-parken i det 19. arrondissement? Her får man stor balkon, møbler og nyt køkken med i lejen for 864 euro om måneden.

Paris har noget for enhver pengepung, og hvis man er ydmyg og kan nøjes med et enkelt hyggeligt værelse, så er der også et stort marked i de tidligere pigeværelser. De ligger typisk på rad og række øverst under tagene, og prisen svinger mellem 350 og 600 euro om måneden.

Lige nu kan man være heldig at få fingre i sådan et chambre de bonne for 290 euro pr. måned i det 10. arrondissement ved metro Jacques Bonsergent. 100 meter fra Place de la République og tæt på Canal Saint-Martin, som er et af de mest romantiske steder i Paris. Oven i købet nyistandsat, i en smuk Haussmann-bygning fra 1800-tallet og et stenkast fra bageren i rue

ves-Toudic, som bager et af de bedste baguetter i hele byen. Godt nok får man kun 11 kvadratmeter, på 7. sal uden elevator og med toilet på gangen. Men det er stadig Paris og allerbedst: det er ens egen adresse.