Alle narkohandlere, røvere og dagdrivere fik klar besked, da Rodrigo Duterte stillede op til valget som Filippinernes præsident. Forsvind, eller jeg dræber jer allesammen - og smider jer ud som foder til fiskene.
Og ord er blevet fulgt op af handling, siden Rodrigo Duterte blev taget i ed som ny præsident 30-6-16. For i de to første uger efter indsættelsen blev der dræbt 135 narkomaner og pushere i ø-staten - eller små 10 om dagen - som følge af den nye linie fra præsidenten. I samme periode valgte 4000 narkopushere og narkomisbrugere at melde sig selv til myndighederne, inden de led samme skæbne. Og samtidig blev der foretaget 2000 arrestationer af narkomistænkte.
Drabene falder helt i tråd med det, der foregik i de 20 år, Rodrigo Duterte var borgmester i byen Davao på Sydfilippinerne. I den periode stod han bag dødspatruljer, som er ansvarlige for over 1000 drab på mistænkte kriminelle, lyder anklagen fra menneskerettighedsorganisationer. Til gengæld er alle også enige om, at præsidenten har haft held til at forvandle sin dybt hjemby fra at være den mest kriminelle og farlige på Filippinerne til nu at være et forholdsvis sikkert sted at befinde sig.
I forbindelse med sin døds-kampagne har Filippinernes nye præsident talt for, at det er nødvendigt at glemme alt om menneskerettigheder, hvis der skal gøres en ende på den omsiggribende kriminalitet, som Filippinerne er plaget af.
Ikke desto mindre er Filippinernes nationalpoliti nu i gang med at undersøge en række klager over politidrab på pushere og narkomaner. Det har generaldirektør Ronald dela Rosa i hvert fald tilkendegivet i et interview med Philippine Center for Investigative Journalism (PCIJ).
Dermed handler øernes politi i overensstemmelse med en opfordring fra Win Gatchalian, der er senator i Filippinernes parlament. Det er i orden at dræbe narkobaroner. Men det skal ske efter, at de er blevet dømt i en retssal, erklærer senatoren ifølge artiklen.