Den såkaldte 180 dages regel står for fald. Reglen om, at udlandsdanskere slipper for at betale dansk skat, så længe de ikke har en permanent bolig i Danmark, opholder sig mindre end 180 dage om året i landet - og mindre end 90 dage i træk, er ved at blive godt og grundigt undermineret. Det skriver cand.polit. Anne Mette Voss, der bor i Luxembourg, i et blogindlæg.
Første stramning var ifølge skribenten, da Skat begyndte at opfatte et sommerhus som permanent bolig, selv om ejeren ikke må bo i det hele året. Det er nu at betragte som en permanent alligevel, hvis blot sommerhuset er beboeligt om vinteren. Resultat: At betale: Skat til Danmark, selv om du bor i udlandet.
Næste stramning står at læse i den seneste meddelelse fra Skat (SKM2011.673), hvor skattemyndigheden lancerer en vurdering af, om et ophold i Danmark er længere end en normal ferie. Hvis Skat kommer frem til, at svaret er ja, vanker der nu også skat til Danmark.
Dertil kommer den allerede kendte regel om, at skattepligten til Danmark kan indtræde med øjeblikkelig virkning, hvis en udlandsdansker kommer til at udføre blot en lille smule af sit arbejde, mens vedkommende befinder sig i Danmark.
For Anne Mette Voss er konklusionen, at Skat tvinger udlandsdanskerne til at vende Danmark ryggen. Udlandsdanskere skal i hvert fald tænke sig godt om, inden de holder sommerferie i Danmark. Og måske er skattereglerne nu blevet så stramme, at det ikke længere giver mening for udlandsdanskere at beholde deres danske sommerhus, skriver hun i indlægget.