SOCIAL, SUNDHED, FORSIKRING

Tjek regler om sygesikring før du rejser

Flag ARTIKEL 01-12-06 ~2 minutters læsning · 288 ord

I Danmark er alle borgere dækket af den offentlige sygesikring via det gule sygesikringskort og har dermed ret til gratis læge- og hospitalshjælp. Sygesikringskortet gælder i Danmark og i forbindelse med ferie- og studierejser i Europa i op til én måned.

Ophold i Europa i under et år

  1. juni 2004 trådte EU-sygesikringsbeviset i kraft. EU-sygesikringsbeviset giver ret til læge- og hospitalsbehandling ved arbejds- og uddannelsesophold i Europa (inklusiv Schweiz). EU-sygesikringsbeviset udstedes af din kommune og gælder normalt i et år.

I Norden kan du bruge det gule sygesikringsbevis som dokumentation for, at du er omfattet af sygesikringen og har ret til sygehjælp. I Storbritannien skal du vise dit danske pas.

Permanent flytning til EØS-land

Flytter du permanent til et andet EØS-land, skal du bruge blanket E 104. Blanketten giver dig adgang til det nye lands offentlige sygesikring uden ventetid, hvis du opfylder de betingelser, der gælder i landets lovgivning.

Ansættelse hos udenlandsk arbejdsgiver

Ansættes du hos en udenlandsk arbejdsgiver er du som hovedregel omfattet af lovgivningen i arbejdslandet og skal overføres til landets sociale sikringssystem. Hos kommunen kan du få en blanket E 104, som du skal medbringe til de udenlandske myndigheder.

Ophold i Europa i over et år

Ved studieophold i Europa i over et år betragtes du ifølge reglerne som flyttet til udlandet. Derfor mister du din offentlige danske sygesikring og skal optages i værtslandets sociale sikringsordning. Din kommune kan udstede en blanket E 104.

Skal du som privatansat udsendes af en dansk arbejdsgiver, og vil du stadig gerne være omfattet af den danske lovgivning, skal din arbejdsgiver søge Den Sociale Sikringsstyrelse om udstationering med blanket E 101.

Du kan få mere information om social sikring i udlandet hos din kommune, på http://www.im.dk, http://www.dss.dk og http://www.sundhed.dk.