BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER

Prisdyk på boliger i udlandet fortsætter

Flag ARTIKEL 08-11-08 ~6 minutters læsning · 1077 ord

70.000 danskere ejer ifølge Skat en feriebolig i udlandet. De seneste otte år har det været en lang, økonomisk optur, fordi priserne bare er blevet ved med at stige og stige.

Det er imidlertid slut nu. Enkelte steder rapporteres der om prisfald på op mod 40 procent, selv om det generelle billede er væsentligt mindre dystert.

Prisfaldene er skyld i, at mange danskere nu ejer en feriebolig, som er mindre værd end på købstidspunktet. Det gør sig især gældende, hvis boligen ligger i Tyrkiet og Spanien.

Meget tyder på, at priserne fortsætter med at falde rundt om i verden:

»Investeringsargumentet er dødt. Ingen skal regne med, at køb af en feriebolig i udlandet er en god investering de næste mange år, siger seniorøkonom i Sydbank,« Christian Hilligsøe Heinig.

Han siger, at salget af ferieboliger mange steder er gået i stå, og det presser priserne nedad ligesom herhjemme:

»I virkeligheden oplever vi jo det samme herhjemme med faldende priser og stigende udbud. Og det samme sker for danskernes ferieboliger i udlandet,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Prisfald fortsætter

Også boligekspert på Copenhagen Business School, Jens Lunde, forudser, at danskernes ferieboliger fortsætter med at falde i værdi:

»Det forholder sig normalt sådan, at når der er økonomisk og finansiel krise rundt om i verden, kan det kun påvirke boligmarkedet negativt. I mange lande har priserne i den almindelige boligmasse bevæget sig nedad på det seneste. Og en OECD-rapport fra 2006 påpegede, at styrken i boligprisstigningerne i OECD-landene og de mange års varighed havde været uden fortilfælde.

Samtidig lød en konklu­sion, at når priserne begynder at falde og det er sket så kan prisfaldet blive kraftigt og langvarigt,« siger lektor på Institut for Finansiering på Copenhagen Business School, Jens Lunde.

Han peger på, at prisudviklingen for helårshuse og fritidshuse normalt forløber nogenlunde parallelt, og han forudser derfor, at priserne på danskernes ferieboliger i bl.a. Spanien, Frankrig, Bulgarien, Tyrkiet, Sverige og USA fortsat vil falde.

Trods faldende priser på boliger i udlandet slår Bella Center på Amager i dag dørene op for boligmessen »Bolig i udlandet«. Her vil mere end 60 udstillere vise boliger frem for kulderamte danskere. På messens hjemmeside findes en gennemgang af boligprisudviklingen i danskernes mest populære ferieboligområder.

Priser i Spanien rasler ned

Udgangspunktet er blandt andet rapporten RICS European Housing Review 2008, som gennemgår prisudviklingen i en række af de lande, som mange danskere har købt feriebolig i.

Rapporten konkluderer, at ferieboligpriserne på solkysten i Spanien enkelte steder rasler ned. Der er registreret prisfald på 20 til 25 procent alene i 2008 i bestemte områder på solkysten. Den generelle prisudvikling i Spanien viser dog, at boligpriserne er steget med 2,4 procent hen over sommeren 2008 i forhold til samme periode sidste år, så det er altså ferieboliger, som er hårdt ramt.

I Tyrkiet, hvor mange danskere har købt feriebolig, meldes også om faldende priser. Boligmessen nævner prisfald mellem 15 og 40 procent alene i år. Her vil der utvivlsomt være mange danskere, som har købt en feriebolig, som nu er mindre værdi, end da den blev købt.

Frankrig har foreløbig bevæget sig uden om prisfald på ejerboliger. Sidste år steg priserne med fire procent, men væksten i fransk økonomi er minimal, og forventningerne lyder på, at prisstigningerne flader ud i år og ender med små fald.

Også i Sverige er boligpriserne fortsat med at stige. Fra sommeren 2007 til sommeren 2008 steg boligpriserne 4,3 pct. i Sverige. Især Stockholm og Malmø har oplevet stigende priser, mens der er en tendens til, at de populære ødegårde falder i pris.

Boligmessen fastslår dog, at det har været svært at finde gennemarbejdet, uvildig og opdateret statistik over priser på udenlandske ejendomme. Derfor er der for nogle lande kun tale om vurderinger og ikke om officiel prisstatistik.

Nybyggeri falder mest

En af landets førende eksperter på prisudviklingen for ferieboliger i Frankrig og Spanien, Erik Urskov fra Nykredit, siger, at de voldsomme prisfald, som har været omtalt i medierne, hører til sjældenhederne:

»Du kan sagtens finde boliger, som er faldet meget i værdi. Det er ofte nybyggede boliger, og det er tvivlsomt, om udgangsprisen på noget tidspunkt har været realistisk. Men har du en feriebolig med en god beliggenhed, vil den som oftest have holdt prisen i såvel Spanien som Frankrig,« siger Erik Urskov, der er vicedirektør og chef for Nykredits internationale afdeling.

Nykredit er eneste selskab herhjemme, som yder et realkreditlån til danskere, som ønsker at købe en bolig i udlandet. Og interessen har været stigende lige siden, Nykredit introducerede produktet for fem år siden.

»Der er ingen tvivl om, at danskerne nu er mere tilbageholdende. Det skyldes især, at renten er steget, og at der er usikkerhed om friværdiens og aktieformuens størrelse,« siger Erik Urskov.

Derfor fraråder han også at købe en feriebolig i udlandet som en investering:

»Ferieboligen skal købes, fordi man har lyst til at bruge den. At jeg så stadig tror på, at det på langt sigt er en god investering, er en anden historie,« siger Erik Urskov.

Flere får råd til at købe

Foreløbig kan de 70.000 danskere med en feriebolig i udlandet dog se frem mod nogle år med faldende priser. Men den enes nød, den andens brød:

»Prisfaldene er gode for førstegangskøberne. Når priserne på enkelte boliger er faldet op mod 40 procent, får flere råd til at hoppe med på vognen. Og nogen mener jo, det er en god idé at gøre det modsatte af markedstrenden og komme ind på markedet, når andre desperat forsøger at komme ud,« siger Jan Larsen, der står bag portalen, Udvandrerne.dk en hjemmeside for danskere med ferieboliger i udlandet, eller danskere, som bor i udlandet.

Det unikke holder prisen

Selvom alle regner med faldende boligpriser de fleste steder i verden, er der regionale forskelle. Det helt unikke hus med den unikke placering vil formentlig holde prisen eller i det mindste falde væsentligt mindre i værdi end standardvaren. Fælles for alle er dog, at efterspørgslen er dalende, og at der har været et element af spekulation på ferieboligmarkedet:

»Det øger risikoen for kraftigere tømmermænd. Samtidig karakteriseres en feriebolig som et luksusgode, som typisk skæres væk først, når vi bevæger os ind et dårligere økonomisk klima, som i øjeblikket er tilfældet. Derfor er der gode argumenter for, at vi kommer til at se et endnu kraftigere pres på prisen i nedadgående retning på netop dette boligsegment,« siger seniorøkonom i Sydbank, Christian Hilligsøe Heinig.

Boligmessen »Bolig i udlandet«åbner i Bella Center i dag klokken 10.00 og slutter i morgen søndag kl. 16.00.