På blot 10 år har dobbelt så mange danske folkepensionister valgt at flytte til udlandet. I 2002 drejede det sig om 17.000, men i 2011 var tallet steget til 38.000, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.
I samme periode er der blevet flere ældre i Danmark, men det forklarer langtfra hele stigningen i udvandringen blandt de ældre. I 2010 boede 4 ud af 100 danske folkepensionister i udlandet - mod kun 2 ud af 100 i år 2000.
De ældres udlængsel viser sig også ved, at de ældre rejser mere ud i verden end tidligere. Det er i hvert fald oplevelsen hos Heidi Maak, administrerende direktør i rejsebureauet 65-Ferie. Hun oplever ifølge artiklen især, at langtidsrejser på 3-4 uger er populære blandt de danske seniorer.