JOB, SKATTER, AFGIFTER, FLYTNING, FOLKEPENSION

Xpert-svar om flytning til Tyrkiet og arbejde i Danmark

Flag UDLANDSXPERTERNE 31-03-14 ~2 minutters læsning · 336 ord

Andelsbolig: Normalvedtægterne for andelsboligforeninger indeholder i reglen en bestemmelse om at man skal bebo sin andel, og højst må udleje den i 2 år, og da kun hvis man midlertidigt skal bo i en anden by/et andet land. Du kan derfor formodentlig kun beholde din andelsbolig, hvis du ikke melder dig som udrejst af Danmark.

Du vil kunne bevare folkeregisteradresse i Danmark, hvis du ikke opholder dig i udlandet mere end 6 mdr. om året, og i visse tilfælde kan du få dispensation til at bevare adresse, selv om du opholder dig mere end 6 mdr. om året i udlandet.

Skat: «Kildeskat» skal tages meget bogstaveligt: skat beregnes ved kilden, så indkomst optjent i Danmark beskattes i Danmark, uanset hvor man har bopæl.

Folkepension: Folkepension optjener man normalt kun, hvis man har bopæl i Danmark. For at få fuld folkepension skal man have boet mindst 40 år i Danmark efter at man fyldte 15 år. Retten til dansk pension er desuden som udgangspunkt betinget af at man har bopæl i Danmark på det tidspunkt hvor man overgår til pension. Danmark har dog en aftale med Tyrkiet om pension. På nedenstående link kan du læse om reglerne for at kunne få folkepension, selv om man er bosat i Tyrkiet.

Sygesikring: Dansk sygesikring er du kun omfattet af, hvis du bevarer bopæl i Danmark. Den gælder ikke i Tyrkiet, hvor du enten må tegne en privat sygeforsikring, eller tilmelde dig ti SGK’s sygeforsikring. Det koster pt. 390 TL/md. og prisen stiger hvert halve år.

For dig vil det formodentlig ikke være nogen fordel at opgive din folkeregistrering i Danmark. Hvis du vil være i Danmark mindst 6 mdr. om året (det må gerne være fordelt i mindre perioder), har du ikke pligt til at melde dig fra. Hvis du vil være i Danmark mindre end 6 mdr., vil det være kommunen der afgør om du kan få lov til at lade være med at framelde dig.

Læs mere på nedenstående webadresse.

Med venlig hilsen

Avukat, doc.dr. Ümit Gezder

Skribentmail:

Mere info: https://www.borger.dk/Sider/International-pension-flytte.aspx?NavigationTaxonomyId=4ae13622-6624-4e95-b331-2fdf4f795239