BOLIG, JURA, REGLER, EJENDOMME, GRUNDE, JORD, RÅDGIVNING, SKØDER

Ny lov - nyt system

Flag 29-12-05 ~3 minutters læsning · 529 ord

Vedtagelsen af den nye lov for udlændinges køb i Tyrkiet skrider planmæssigt frem. Vi har nu som lovet og forventet fået Parlamentets vedtagelse. Dernæst følger Præsidentens godkendelse, forventeligt inden for de næste 1-2 uger. Efter afgivet udsagn skulle dette ikke give problemer.

Dernæst skal loven offentliggøres. Så er den virksom. Formelt træder den i kraft med virkning bagud, nemlig fra datoen for den ophævede lovs udløb i slutningen af juli 2005. Der vil således være fuld tidsmæssig sammenhæng i lovsystemet for udlændinges ejendomskøb i dette land.

Når loven er offentliggjort, kan den så blive sat i praktisk anvendelse. Det betyder, at tapu-kontorerne kan genoptage deres registrering af skøder til udlændinge. Der er ophobet en større mængde fra den tidligere lovs tid, som nu kan blive registreret.

Der har også i denne omgang været nogle forlydender om særlige forhold for danskere - på grund af Danmarks særlige regler for udlændinges køb her i landet. Altså, at det ikke var afklaret, om danskere ville kunne få tapu (tinglyst skøde) efter den nye ændringslov. Nu kan lovtekster være vanskelige at læse - og forstå. Det gælder også danske love. Den tyrkiske tapu-lov (den nu vedtagne) er ikke nogen undtagelse. Den taler fortsat om en gensidighedsordning. Men det gjorde den ophævede lov også - på helt samme måde - og efter denne fik mange danskere tinglyst skøder i Tyrkiet. Med baggrund i loven udstedte det ministerium, som tapu-loven henhører under, hvad vi her i landet ville kalde en ministeriel bekendtgørelse, hvori man opregnede de lande, som erklæres at opfylde dette gensidighedskrav. Her er Danmark medtaget som land nr. 18. Jeg har udtrykkeligt forespurgt et parlamentsmedlem, der arbejder med dette lovområde, om der var særlige undtagelser mht. Danmark. Dette blev klart afvist. Danmark er med. Tilsvarende har andre fået bekræftet fra andre nære kilder. Så det skulle være ganske vist. (Men vi vil få det bekræftet om meget kort tid, idet vi har ansøgninger liggende klar til behandling på tapu-kontoret i Alanya).

Den nye lov indfører et nyt system mht kontrol af, at der ikke sker overdragelse af militær ejendom eller ejendom i militær interessezone. Denne opgave overflyttes fra militærkontoret i Izmir til de enkelte tapu-kontorer. Der vil dog være en overgangsperiode på op til 3 måneder, hvor man vil skulle anvende det «gamle» system endnu, idet hele kortmaterialet først skal overdrages fra militæret til «tapu-ministeriet» i Ankara og derfra videre til de enkelte , lokale tapu-kontorer. Til denne proces er der afsat en frist på maksimalt 3 måneder. Men derefter bliver tinglysningsproceduren væsentligt hurtigere.

Denne forandring er vi mange, der byder meget velkommen. Men at det bliver lettere at få sit køb tinglyst, betyder ikke, at man skal svække på sit almindelige krav om ikke at sende penge til Tyrkiet, inden man som dansk køber har fået sin ret juridisk sikret. Selv en dag uden sikkerhed er uacceptabelt og nok til, at det kan gå galt.

Alle de mange, der enten har købt i Tyrkiet eller arbejder professionelt med dernede, synes således at ville kunne få et godt nytår. Hvad alle hermed ønskes. Og lad os så arbejde i 2006 på at styrke købernes retssikkerhed ved tyrkiske køb og dermed styrke dette marked.

Skribentmail: