Alle tyrkiske skødekontorer har ind til videre stoppet udstedelsen af skøder til udlændinge, som har købt ejendom i landet.
Stoppet skyldes, at den tyrkiske forfatningsdomstol har kendt den tyrkiske lov, som gør det muligt for udlændinge at købe ejendom i landet, forfatningsstridig. Loven åbner for, at udlændinge kan købe op til 2,5 hektar jord i Tyrkiet, og at de kan få dispensation til at erhverve op til 30 hektar.
Dette berører ikke direkte udlændingenes køb af lejligheder og villaer i Tyrkiet - men så alligevel. Tilladelsen til, at udlændinge kan købe disse ting i landet står i den samme lovparagraf, som nu er underkendt. Derfor er udlændingenes køb af lejligheder og villaer i landet også suspenderet. Det er igen baggrunden for, at skødekontorerne er holdt op med at udstede skøder til udlændingene.
Dommen faldt den 16-1-2008, men den gav de tyrkiske politikere en frist på tre måneder til at ændre paragraffen. Det nåede politikerne ikke, og derfor har dommen nu fået reel virkning fra midten af april 2008.
Bo Thygesen fra 2Base Ejendomsmægler i Alanya mener, at sagen er meget kedelig, og resultatet endnu en gang er problemer for folk, der vil købe feriebolig i Tyrkiet. Han ryster på hovedet af de tyrkiske politikere og beskylder dem for sløseri i sagen. Samtidig oplever han, at skødesagen er blevet nedprioriteret, fordi Tyrkiet for tiden er mere optaget af forholdene i Nordirak, tørklædesagen og forfatningsdomstolens sag med det regerende parti.
Borgmestrene i Alanya-området er så utilfredse med situationen, at de vil drage til hovedstaden Ankara for at lægge pres på regeringen i sagen. I det hele taget mener Bo Thygesen ikke, at sagen - hvor ærgerlig den end er - reelt behøver få nogen betydning for danskere, som køber feriebolig i Tyrkiet. Det tager i forvejen lang tid for danskere at få deres skøder i Tyrkiet, og de måneder, som det formentlig tager politikerne at løse sagen, vil så blot blive lagt til i den anden ende, siger han.
Dog anbefaler Bo Thygesen, at danskere - indtil skødesagen er afsluttet - undlader at skrive under på en købsaftale men i stedet nøjes med at underskrive en reservationskontrakt, som snere kan blive til en købskontrakt, når skødelovgivningen er kommet på plads, fremgår det af artiklen.