Et ægtepar, der flytter til Spanien i en periode, risikerer at miste over en million DKK, fremfor hvis parret var blevet i Danmark. Det viser et regneeksempel, som skatteekspert Michael Nielsen fra rådgivningsfirmaet Care har lavet.
Eksemplet bygger på et ægtepar med en formue på 10 mio. DKK - iberegnet friværdien i deres danske bolig. Parret flytter til Spanien i fem år. Herefter dør manden, og konen flytter tilbage til Danmark.
Ægteparrets samlede udgifter til danske skatter, spansk arveafgift samt afgifter og udgifter til sygesikring i Spanien løber op i 2,7 mio. DKK i løbet af de fem år, hvor parret ville være sluppet med skatter og afgifter på 1,3 mio. DKK, hvis det var blevet i Danmark.
Systemet er i direkte modstrid med princippet om den frie bevægelighed inden for EU. Reelt stavnsbinder man folk, mener Michael Nielsen i artiklen.