FORBRUG, GENERELT, LANDEJENDOMME, VINGÅRDE

Vin fra Portugal i Wine Spectator Top 10

Flag 03-02-09 ~2 minutters læsning · 241 ord

Portugisisk vin i Danmark var i mange år stort set lig med vinen Periquita og dessertvinen Muscatel. Senere i 1980’erne blev Dão vinen populær som et billigere alternativ til de kraftige spanske vine.

Portugisisk vin har i de senere år taget et stort kvalitetsmæssigt spring fremad. Der er bedre kontrol af vinens produktionsproces, og man har gennem en koncentreret indsats formået at frembringe endog meget gode vine.

Et godt eksempel herpå findes i Portugals sydlige Alentejo provins, hvor den dansk-amerikanske ejede vingård Cortes de Cima har stor succes med sine kraftige vine i den mellemste prisklasse.

For nyligt fik en vinproducent fra Nordportugal stor opmærksomhed efter at være blevet kåret som producent af 2008 årets tredje bedste vin af det anerkendte internationale vinmagasin Wine Spectator. Æren gik til Douro producenten Quinta do Crasto, som formåede at imponere vinsmagerne så meget at vinen Quinta do Crasto Reserva Old Vines 2005 til blot 40 amerikanske dollars kom blandt årets 10 bedste vine.

Wine Spectators vinsmagere over hele verden smager tilsammen hvert år mange tusinde vine, så en plads i Top 10 er en bedrift og i øvrigt første gang en portugisisk vin når så højt.

Mange vineksperter ser i øvrigt et stort fremtidigt potentiale i de portugisiske vine fra Douro dalen, som ofte kommer fra producenter, der også producerer portvin.

Blandt Wine Spectators 100 bedste vine i år 2008 var der i alt 5 vine fra Portugal, heraf de 4 fra Douro området.

Skribentmail:

Mere info: http://www.portugalnyt.dk/r.ashx?1a