Danmark er et trygt sted at være, altså set sådan lidt fra oven! At danskerne skaber en masse problemer for sig selv, spolerer børnene, bliver skilt, spiser alt for dårlig mad og gennemgående drikker for meget, det er alle selvvalgte ting som velfærdssamfundet har gjort muligt. Økonomisk sikkerhed, velordnede arbejdsforhold og løn, varme i husene og en del offentlige kontorer der trods nedskæringer stadig er venlige og ser borgerne som kunder og derfor giver en god og hurtig service, det er ting vi som danskere bør påskønne i forhold til resten af verden. Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo, jeg vil prøve at fortælle hvad der kan få en dansk kernefamilie til at klippe den store snor, sælge alt og køre sydover til midtitalien uden andet end et halvt års leje af en lille lejlighed og solen som garanti.

Vi havde det jo godt på en gård ved Skanderborg i samfulde 13 år hvor vi boede der. Der var både traktor, masser af gode dyr og gode naboer sådan som det bør være på landet. Der var også 2 voksne fuldt okkuperet af deres arbejde, 100 procent effektivitet og ikke ret megen tid til børnene sådan som det jo desværre er for en del familier i Danmark. Problemer i skolen var der nok af, de sidste år havde vi skattevæsenet i hælene fordi vi i god tro forsøgte at køre virksomhed med hesteopstaldning, naivt vil nogen måske sige, men i hvert fald gjorde vi hvad vi kunne, men desværre uden held.

Vi to voksne har altid haft udlængsel lige siden vi lærte hinanden at kende på teknisk skole i Århus, hvor vi begge fik vores grafiske uddannelser. Vi var begge enige om at tiden var inde hvis vores to børn på 10 og 13 år skulle flyttes til et andet land, et nyt sprog og en helt anden kultur. Vi havde taget et par ture sydover og kigget lidt på ejendomme hernede uden det store held, og med priser der helt sikkert var specielt beregnet for udlændinge! Vi var klar over at vi måtte blive en del af livet hernede hvis vi skulle kunne starte noget op på egen hånd. Beslutningen blev taget, og vi forberedte os koncentreret i godt et år, tog en VUC italiensk (den kan godt anbefales) Da den er eksamineret er der et pensum der skal overholdes, hvilket gør en forskel. Vi fik via nettet en kontakt i Umbrien der igen kunne sende os videre til en dansk dame bosiddende ved Perugia der er hovedbyen her i Umbrien. Vi kan kalde hende Johanne er ikke en Fru, ”hvem som helst” Sjællænder fra det bedre borgerskab med hang til gode manerer ved spisebordet, selskabsmiddage og formiddagsro. Vi aftalte at mødes i Gilleleje hvor hende og hendes mand Ramazzotti der er ærkeitaliener ville se hvem vi var. På havnen i Gilleleje kom Johanne os i møde med udslåede arme, stort rødt sjal og Gucci briller der ikke kunne overses. Nu er det sådan at Johanne har boet i Italien i over 40 år, så naturligvis er hun på mange områder meget italiensk, men alligevel,- Johanne hjalp os af hjertet og gør det stadig, vi er hende dybt taknemmelige for hendes omsorg og bekymring for vores velbefindende. Hun var også fuld af formaninger, og er det til stadighed hvilket vi ikke altid kan forliges med, men det gør ikke så meget nu da vi kender hende. Vi blev hjulpet til et lejemål på et halvt år, hvilket så skulle give os tid til at få børnene i kommunal skole, få nødvendige papirer i orden og forhåbentlig at finde arbejde.

Deruta hedder byen lige syd for Perugia ved E45 (sjovt ikke) hvor vi skulle bo. Byen er som de fleste byer i Umbrien fra middelalderen beliggende godt oppe i terrænet med en indre bymur som beskyttelse mod omverdenen. Deruta er især kendt for sin produktion af keramik igennem mange generationer. Keramikken er speciel med høje håndværksmæssige traditioner der er holdt intakt selv i dag. Kommer man forbi kan vi anbefale at smide ankeret ud og kigge forbi en tirsdag formiddag hvor der er marked, så kan man jo lige få det med også. Nå,- men vi vidste jo ikke noget om Deruta andet end at vi havde lejet en lejlighed, og Johannes ord for at stedet var OK. Vi allierede os med vores særdeles gode ven Walter fra Tyskland. Walter kørte fra Hannover til Skanderborg, læssede bilen med vores møbler, kørte tilbage til Hannover hvor vi alle overnattede, for dagen efter at fortsætte sydover mod det midtitalienske. Da vi endelig langt om længe den 3. august 2003 i 40 graders varme ankom til Deruta kunne Walter ikke komme ned ad ”Via El Frate” med lastbilen da der ganske enkelt ikke var plads. Nå, men vi kunne da gå ned og kigge på lejligheden og prøve at finde på en løsning imens. På ægte italiensk vis passede den udleverede nøgle naturligvis ikke, så vi satte os på et par flyttekasser håbløse og fortabte i den bagende sol. Vores nye naboer begyndte hurtigt at komme ud af deres huler for at se hvad der skete og vi prøvede med få gloser og tegn at forklare vores nød. I løbet af kort tid var det halve af den indre bydel samlet for på skift at prøve nøglen der på mystisk vis ikke blev bedre af at nr. 12 kom og prøvede at låse op. Vi følte os allerede dengang meget velkomne af naboerne, det er i det hele taget et typisk træk for midtitalienerne altid at ville hjælpe hvor der er behov! Vi fik sidst på dagen fat i ejendomsmægleren i byen der lå inde med en extra nøgle som passede, vi fik også fat i en lokal mand med en lille ladbil der kunne hjælpe os med at omlade lastbilen. Vi glemte helt at aftale en pris med manden inden vi gik i gang, så den lektie kom vi prompte til at betale for. Dagen efter returnerede Walter til Hannover, og så kan vi vist ikke takke ham nok for den dåd!

Vores tid i Deruta gik rigtig godt omend det var svært at sende børnene i skole den første dag i den kommunale skole, og vi havde store problemer med at få vores italienske papirer i orden, men mere om det senere. Igennem vores trofaste Fru Johanne fik vi kontakt med en lokal-politiker fra Perugia der er en nær bekendt af familien Hanne. Marco er et livstykke uden sammenligning, lille men meget tæt bygget og med en beslutsomhed der ikke er til at sige imod. Vi har ved flere lejligheder set ham, trods den lave højde, at forcere afspæringer ved immigrationsmyndighederne uden at tænke på hvad de skarpt bevæbnede politifolk på stedet ellers kunne finde på. Marco kender alle betydningsfulde mennesker i området, og skal altid hilse på alle på hans vej, til eksempel også hans medtrafikanter i Perugia der tit får en ikke så pæn hilsen med hele armen ud af vinduet, og med livet som indsats. ”De kører sindsygt de italienere” siger Marco ham selv undtaget- Jeg har faktisk alt for hurtigt vænnet mig til trafikken her i Italien, men at køre med Marco det vænner jeg mig aldrig til!

Igennem Marco fik vi kontakt til en politisk magnat her i området, der udover at være politiker også er overhoved for en organisation af turistvirksomheder rundt om Trasimenosøen. Hr. Firben som kan kalde ham har doktortitel, i hvad ved vi ikke, men det er i hvert tilfælde ikke i proaktiv tænkning eller fordi han kan lide gæster på hans campingplads. Min kone og mit forhold til Hr. Firben har ikke altid været helt godt, men lad os bare sige at for tiden kører det fint og vi har da også en del at takke ham for i den tid der er gået. Vi fik begge arbejde på hans campingplads og hotel ved Trasimenosøen, min kone med at gøre rent på hotellet samt servere morgenmad for gæsterne der, og jeg som pladsmand på campingpladsen med 3 swimmingpools og masser af grønne områder at holde. Dette arbejde medførte endnu en flytning for den lille kernefamilie denne gang til Trasimenosøen, nye skoler for vores to børn og en husleje der skulle betales til vores nye arbejdsgiver. Huset vi havde lejet af Hr. Firben var godt nok et særsyn oppe af en bakke med en udsigt over søen der fik alle til at tabe vejret, men også beregnet til at bebo om sommeren, hvorfor vi hurtigt fik bugt med 1000 liter fyringsolie og måtte ty til kaminen der var 3 meter bred og med god plads til at sidde i (I har ikke læst forkert) Vinteren det år var kold i Italien og vi frøs godt og grundigt de første måneder af året, børnene havde svært ved at vænne sig til det nye skoleskift og arbejdet på campingpladsen gik mildt sagt ikke helt som vi havde forventet. Jeg tabte mig i løbet af sæsonens første 3 måneder 15 kilo og måtte ty til helt extraordinære sportsdrikke, masser af appelsiner og vand i uhørte mængder. Hr. Firben var så venlig at sætte huset til salg i den periode vi var der så vi måtte fra tid til anden vise mulige købere rundt, men om ikke andet fik vi da gjort huset rent. Hen over sommeren var huset blevet lejet ud nogle uger i juli til en hollandsk familie, hvilket betød at vi måtte stille alle vore møbler ned i kælderen og flytte midlertidigt ned på campingpladsen til en lille gammel forfalden hytte med små dyr der gnavede i væggene. Der var ingen plads men det gik alligevel også selvom vores søn fik besøg af en dansk kammerat. Det var jo sommer og jeg kunne vælte ud af sengen og gå direkte på arbejde, men som sæsonen gik blev vi voksne mere og mere triste da vi begge ikke følte os særligt trygge ved arbejdet. Vi flyttede kortvarigt tilbage til Hr. Firbens store feriehus, blot for at blive enige om at det ikke kunne gå sådan at være i lommen på chefen, ved at bo til leje hos ham. Vi fandt ved gode hollandske venners hjælp et lille fint hus i byen til leje, og dette markerede en stor ændring i vores forhold til Hr. Firben som vendte på en tallerken og blev meget venlig overfor os. Det lille hus var godt nok lille, og vores søn og datter måtte dele værelse (14 og 11 år) Det siger næsten sig selv at dette ikke kunne gå i længden med to kamphaner side om side, som om de ikke havde nok at slås med i skolerne og med at etablere deres netværk af italienske kammerater. Huset havde en lang smal have med et par frugttræer og plads til at sætte et lille net op til en gang volleyball, så det reddede en del at der var plads, både til børnene og til at spise ude om aftenen. Vi havde et par ”sjove” naboer, til den ene side Franco og hans familie- søde mennesker der altid ville hjælpe når der var behov for det. Franco havde som pensioneret tid tilovres til at passe en temmelig stor have med alt hvad hjertet begærer af grøntsager, frugter og andet godt fra den italienske urtehave. Til den anden side boede Bruno og Bruna, der var en gammelt ægtepar der havde svært ved at klare det alene. Bruno var dårligt gående, så ikke så godt og var svær at tale med, men virkede ellers meget rar. Bruna var derimod temmelig meget i live, men ikke helt rask oven i hovedet så der var ansat en polsk dame til at passe de to gamle og bo ved dem. Eva, hed polakken der passede de gamle, hun havde det svært først og fremmest fordi hun ikke kunne mange ord på italiensk, og også fordi Bruna ikke var flink ved hende. Bruna havde det med at vågne midt om natten og tro at det var morgen, og ville derfor i gang med at lave mad. Eva forklarede at det var midt om natten og at de skulle gå i seng igen, men Bruna truede med en stor køkkenkniv og det endte med at Bruna løb rundt om køkkenbordet efter Eva med den store køkkenkniv. Eva fik sig forskanset på sit værelse med låst dør, men sov ikke godt resten af den nat. Dette er et typisk eksempel på hvordan de gamle der ikke kan klare sig selv her på landet, enten må forlade sig på de pårørende der bor i nærheden, eller have en som Eva til at passe på sig. Det var naturligvis ikke spændende for Eva at fortsætte arbejdet og det endte også med at hun måtte flygte derfra i al hast. Vi kører tit forbi det lille gule hus og har hørt at Bruno er død, så har han i det mindste fred vi håber så sandelig også at Bruna er kommet et sted hen hvor der er sikkert at være for alle (vi håber da hun er i live og har det godt!).

Lige fra vores tid i Deruta og til det lille gule hus havde vi set flere hundrede huse som mulige steder hvorfra vi kunne bygge en base for os selv. Vi så campingpladser, pizzabarer, ruiner og talrige store agriturismer til mange millioner danske kroner – vi faldt da også for et af disse store steder med det hele klargjort lige til at flytte ind i og starte virksomhed med ferielejligheder fra. Stedet lå i det nordlige hjørne af Umbrien mellem Gubbio og GualdoTadino med en udsigt der fik en til at tabe vejret. En pris på godt 800.000,- Euro kunne dog ikke finansieres trods de danske bankers tilkendegivelser inden vi tog af sted. Måske var det godt nok at vi ikke kom derop, uden naboer og langt til skole og andre ting. Ægteparret med to store børn ville netop derfra primært fordi deres børn ikke kunne klare at være langt væk fra alting. Nå men vi havde det jo godt i det lille gule hus trods trang plads for os alle, det der nagede os var at vi endnu ikke havde fundet det rette for os, og at alle banker tilsyneladende ikke ville være med til noget som helst. Her i Italien skal man have to gode jobs for at kunne låne noget som helst, og i Danmark måtte vi ligeledes skuffes med negativt svar. I december 2004 var vi således temmelig desperate og billige til salg hvis der skulle have kommet nogen forbi med en flybillet til Danmark. Vi ledte i blinde efter små pizzabarer hvor vores sparepenge kunne række, men var samtidig klar over at det egentlig ikke var det vi ledte efter- vi ville have vores eget lille sted hvorfra vi kunne have gæster fra nær og fjern.

Jeg tror nok at vi fandt en lille brochure fra en ejendomsmægler og sådan kom vi til at snakke med Rolando. Den ældre herre der sad foran os var særdeles pænt klædt på og med hans bølgende krøller og 70`er solbriller lignede han absolut ikke en mand faretruende nær de 70 år. Vi kom godt i snak med ham, og det viste sig at han engang havde haft en dansk kæreste, måske har det et eller andet sted rørt ham i forhold til os. Rolando har siden sagt at han tabte hans hjerte til os, så et eller andet må vi have gjort. Vi så temmelig mange huse sammen med Rolando, nogle pæne steder, nogle ruiner og noget andet skrammel der ville få selv den mest hærdede campist til at forlade stedet øjeblikkeligt. Rolando nævnte flere gange at der jo også var hans eget hus ved de to søer, så vi tog med ham ud på en råkold decemberdag. Ved første øjesyn var vi ikke så begejstrede, og det var slet ikke som vi forestillede os et hus til danske gæster. Min kone Jeanette gik hjem og tegnede huset sådan som det kunne komme til at se ud og herefter var vi ikke i tvivl om hvor vi ville bo! Det tog 6 måneder at forhandle med Rolando og med stor hjælp fra familien kunne vi starte indflytning i juli 2005. Denne flytning forekom mig meget lettere end nogensinde før, også selvom vi måtte køre i fast rutefart i en Mitsubishi Carisma + en meget lille trailer der normalt var beregnet til to eller tre får. Vi sendte børnene på velfortjent ferie i gamle Danmark så vi kunne etablere os inden de kom tilbage. Vi havde fået nøglen til ”vores” lejlighed eller i det mindste èn af dem… Rolando gav ikke sådan sit barndomshjem fra sig natten over! Han fik også lov til at tage et bad en gang imellem i det der før var hans lejlighed, men til sidst efter 3 uger blev vi nødt til at sige til ham at han måtte få fjernet de møbler han skulle bruge så vi kunne komme ordentlig i gang med restaureringen af huset. Dette resulterede i at Rolando forskansede sig i hans gamle værksted hvor han før havde lavet olie og honning, stillede dobbeltseng op og tilsluttede køleskab og komfur. Dette blev i løbet af ganske kort tid mere end rigeligt nok for os, da han også blandede sig i de nyligt ankomne mureres arbejde samt fik os alle til at danse rundt og blive gale, og ingen af os fik rigtig lavet noget i den periode. En dag eksploderede det og vi måtte smide Rolando på porten. Jeg begyndte at sætte hans ting ud på plænen og smadre hans porcelæn fra lejligheden i ren arrigskab. Vi skiltes uden forsoning, men i det mindste forstod han til sidst budskabet og forlod endelig skuepladsen, så vi andre kunne arbejde i ro. Vi er siden blevet gode venner igen, og Rolando kommer af og til og besøger os for at fortælle historier fra dengang, og give os særdeles gode råd om hvad vi burde gøre og hvad vi burde have gjort. Sådan et besøg på en time kan vi sagtens klare uden at gå helt op i limningen.

…Og sådan har vi flyttet denne lille danske kernefamilie 5 gange på godt 2 år, altså helt flyttet langt væk fra alt hvad vi kunne kalde ”normalt eller trygt”. Hvis man spørger mig i dag vil jeg sige at jeg ikke har fortrudt èt minut af dette eventyr vi er taget på, og at vi som familie er vokset sammen på en måde der ikke var mulig i gamle Danmark.