Latinamerika er i fuld gang med at grave sig ud af en historie med militær-diktaturer, narko-kriminalitet, korruption, fattigdom og håbløshed. Det gælder ikke mindst Peru, som i mange år har haft en økonomisk vækst på niveau med de økonomiske tigre i Asien.
I de seneste 10 år har Peru således haft en økonomisk vækst på over 6 pct. om året i gennemsnit, og andelen af fattige i landet er faldet fra 55 pct. i 2001 til nu 28 pct. Noget af det samme gælder i Colombia.
Årsagen er ifølge skribenten, at landene har åbnet for frihandel med omverdenen, samtidig med at de har gennemført privatiseringer, nedbragt underskuddet på de offentlige finanser og landenes gæld.
Samtidig kan 71 pct. af landene i Nord- og Sydamerika i dag betegnes som frie, vurderer den amerikanske tænketank Freedom House. Her ligger Europa på 86 pct., men i verden som helhed er kun 46 pct. af landene frie. Desuden er latinamerikanske lande som Uruguay og Chile friere end flere EU-lande, fremgår det af artiklen.