De små og mellemstore virksomheder fravælger at have deres aktier noteret på Københavns Fondsbørs. I stedet vælger de at hente aktiekapitalen i andre lande.
Et af dem er Norge, hvor IT-virksomheden Napatech netop nu søger om at blive noteret på børsen i Oslo. Formålet er at hente kapital på et trecifret millionbeløb.
Der er noteret mange mellemstore IT-virksomheder på Oslo Børs, og de får et fornuftigt lead. Bl.a. skeler mange amerikanske investorer til børsen i Oslo. Det er en helt anden liga af virksomheder, der er noteret på Københavns Fondsbørs, fortæller Henrik Brill Jensen, der er adm. direktør for Napatech.
Hans analyse passer i hvert fald delvist med ordene fra Carsten Borring, der er chef for noteringer på Københavns Fondsbørs. Han medgiver, at de små virksomheder «slet ikke er kommet i gang» på børsen i København. Han begrunder det med, at investorerne på den danske børs ikke er risikovillige for tiden.
Aktiekulturen for mellemstore IT-virksomheder er stor i både Norge og Sverige. Men det er den ikke i Danmark, hvor risikovilligheden blandt investorerne ligger på et lavere niveau, mener partner i Northcap Partners, Jacob Bratting Pedersen, ifølge artiklen.