GENERELLE, FORHOLD, ØKONOMI, EKSPORT, JOBMULIGHEDER, VIRKSOMHEDSETABLERING

Valutaens værdi er faldet med 92 pct.

Flag 23-11-16 ~2 minutters læsning · 255 ord

Mongoliet står i øjeblikket på randen af et økonomisk sammenbrud. Siden 2011 har landets valuta, tugrik, mistet 92 pct. af sin værdi over for dollars. Samtidig er den økonomiske vækst styrtdykket fra 17,5 pct. i 2011 til nu nær 0.

Kollapset i det store men folkefattige land mellem Kina og Rusland har blandt meget andet sprængt en bombe under statens finanser. Budgetunderskuddet når i øjeblikket op på 20 pct. af landets produktion, hvilket får Grækenland til at tage sig ud som et land med streng økonomisk disciplin.

Resultatet er, at der allerede har hobet sig en betydelig statsgæld op. DKK 10-12 mia. forfalder inden for de næste 2 år. Det er så alvorligt, at den internationale valutafond (IMF) her i efteråret har sendt en krisestab til hovedstaden Ulan Bator for at hjælpe landets nye regering med en genopretning.

For de 3 mio. mongoler mærkes den elendige økonomi blandt andet ved, at de skal betale 22-28 pct. om året i rente på deres lån. Sommetider endnu mere. Desuden hører aktierne i landet til blandt de dårligste i verden at investere i. Alene i 2016 er der kappet 20 pct. af deres værdi.

Mongoliet oplevede ellers for blot 5 år siden et stort økonomisk boom med to-cifrede vækstrater. Men det satte finanskrisen en stopper for sammen med et frit fald for prisen på kobber, som landet er stor-priducent af. Desuden har det kun gjort situationen værre, at Kina er ophørt med at aftage alt det, som Mongoliet var i stand til at eksportere, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: