BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, VILLAER

Billigt at bo i Kroatien

Flag ARTIKEL 30-07-06 ~6 minutters læsning · 1189 ord

Der er billigt, der er smukt, og det er til at få et hus med udsigt til rimelige penge. Derfor er danskerne begyndt at investere i ferieboliger i Bulgarien og Kroatien.

Specielt er der mange, der overvejer eller allerede har købt hus i Bulgarien. Men også Kroatien er på vej til at blive det ny sted. Og hvis man vil vand og udsigt, vrimler det med muligheder i Kroatien, fordi landet med sine 1.100 øer har en kystlinje til Adriaterhavet på cirka 6.000 kilometer.

Det er dog en god ide at se på skatte- og arveregler, før man køber hus i et af de to lande. Det kan betyde en del for økonomien, hvad enten man blot vil bruge huset som feriebolig eller tænker på at flytte ind permanent.

Hvis man overvejer det sidste, kan Kroatien være en ret så interessant mulighed. For når det gælder pensionsordninger, har Danmark ikke beskatningsretten. Det vil sige, at flytter man til Kroatien, kan man få udbetalt sine pensionspenge, uden at der bliver trukket skat.

I Kroatien er huspriserne da også meget menneskelige og billigere end i både Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien.

Når det gælder huspriser i Bulgarien, er de også en smule billigere end i Grækenland og Tyrkiet. For mange danskere er køb af feriebolig i Bulgarien en investering. Landet har gjort meget for infrastrukturen, og desuden bliver landet snart medlem af EU.

Men man skal være klar over, at der bliver koldt om vinteren i Bulgarien. Der kan være frostgrader, så der er ikke samme fornøjelse ved at bruge en feriebolig om vinteren i Bulgarien som i lande som Kroatien, Italien, Grækenland og så videre.

På grund af et stort eksisterende chartermarked kan det også være svært at få dækket ret mange af udgifterne ved at leje ferieboligen ud i Bulgarien. Nogle ejendomsmæglere sælger med udlejningsgaranti. Og der skal man passe på, at den garanti ikke hentes via prisen på boligen, så boligen blot bliver ekstra dyr.

Derimod er det måske rimelig let at leje ud i Kroatien, fordi der ikke er nogen charter, og man kan køre dertil i bil.

Både i Bulgarien og i Kroatien er leveomkostningerne meget billige. Man kan få sig et rigtig godt måltid mad med vin eller øl til cirka 40 kroner.

Så vælger man at bosætte sig i et af de to lande, skal man være opmærksom på mange faldgruber, herunder skatteflugtspakken. Ellers kan man i værste fald komme til at betale 120 procent i skat til Danmark samt skat i Bulgarien.

»Sætter lønmodtagere mere end 20 procent af deres løn ind på pensionen fra fem år før, de flytter til et andet land, bliver det betragtet som en form for skatteflugt. Men problemet kan undgås, hvis man tidligere end fem år før flytningen lægger en skriftlig indbetalingsstrategi, og indbetaler for eksempel en halv million om året. Så bliver det ikke betragtet som skatteflugt. Når det gælder hovedaktionærer skal de lave strategien mere end ti år før fraflytning,« siger direktør Michael Nielsen fra Care Udland, der er en del af Care Forsikringsrådgivning.

Og ligegyldigt om man blot køber feriebolig, eller om man bosætter sig i Kroatien eller Bulgarien, skal man huske, at arvereglerne er anderledes. Derfor skal man få en lokal advokat til at oprette et testamente.

Bulgarien

Har du købt dig en feriebolig i Bulgarien, skal du betale dansk ejendomsværdiskat. Det er der mange, der ikke er klar over. Ejendomsværdiskatten udgør en procent af de første 3.050.000 kroner og tre procent af resten.

Ifølge Michael Nielsen, Care Udland A/S, kan du til gengæld trøste dig med, at du ikke skal betale formueskat af din bulgarske feriebolig. Derimod vil både Bulgarien og Danmark have skat af de penge, du eventuelt tjener ved at leje huset ud. Danmark skal dog give nedslag for den bulgarske skat. Desuden er der i Danmark en særlig regel for udlejning af fritidsbolig, der betyder, at de første 40 procent af lejeindtægten er skattefri. Resten beskattes som dansk kapitalindkomst.

I Bulgarien er der ikke arveafgift af fast ejendom, hvis det er ægtefæller eller børn, der arver.

Skal det bulgarske hus sælges, er der ingen skat af fortjenesten i hverken Bulgarien eller Danmark.

Men beholder du huset, fordi du beslutter dig at flytte permanent til Bulgarien, er reglerne for formueskat og arveafgift de samme, som hvis du blot har feriebolig i landet. Derimod bliver renteindtægter og udbytte af aktier beskattet som almindelig personlig indkomst med op til 24 procent. På samme måde beskattes fortjenesten ved salg af aktier som udgangspunkt som personlig indkomst. Selskabsskatten udgør 15 procent i Bulgarien.

Kroatien

Beslutter du dig til at investere i en feriebolig i Kroatien, skal du på forhånd indstille dig på, at det kan blive lidt besværligt. Kroatere må (ligesom andre udlændinge) ikke købe feriebolig i Danmark, og derfor må danskere heller ikke købe feriebolig i Kroatien. Hvilket for så vidt er meget retfærdigt.

»Men det betyder, at vil du alligevel have feriebolig i landet, skal den købes via et kroatisk selskab, hvilket er besværligt og lettere indviklet. For eksempel beskattes hovedaktionæren (danskeren) for den tid huset står til rådighed for vedkommende,« siger direktør Michael Nielsen fra Care Udland.

Så bliver huset ikke lejet ud, men blot står til rådighed hele året, skal der betales en skat på 16,25 procent. Men ikke nok med det. Der er forskel på, hvornår huset står til rådighed. I sommerperioden - i ugerne 22 til 34 - er det dyrest. Her beskattes med 0,50 procent, mens det kun koster 0,25 procent i skat pr. uge resten af året.

»Derimod skal der ikke betales rådighedsskat, hvis huset lejes ud. Men da det er et selskab, der rent formelt ejer ferieboligen, skal der betales selskabsskat af lejeindtægten. Selskabsskatten i Kroatien udgør 20 procent. Og netop på grund af det specielle ejerforhold, skal der ikke betales ejendomsværdiskat,« siger Michael Nielsen.

Formueskat eksisterer ikke i Kroatien, men når det gælder arveafgift, bliver det igen lettere kompliceret. For da danskere kun kan eje kroatisk ejendom via et kroatisk selskab, er det aktierne, der indgår i det danske dødsbo. Det gør, at der skal betales arveafgifter i Danmark. Er det arv mellem ægtefæller, er det 0 procent. Arv til børn er 15 procent, og arv til andre er 36,25 procent. Der er et bundfradrag i boet på 242.000 kroner.

For danskere er der nogle fordele ved at flytte til Kroatien - specielt for danskere, der er gået på pension. For pensionsudbetalingerne beskattes som udgangspunkt ikke i Kroatien. Det vil sige, at man kan få udbetalt sine pensioner uden at skulle betale en øre i skat. Det kan man, fordi Kroatien har beskatningsretten i forbindelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Kroatien. Men ifølge Michael Nielsen er der lavet udkast til ændring af dette.

Når det gælder arv, er det en god idé at oprette et testamente hos en lokal advokat. For arvereglerne ligner ikke de danske. Arveafgiften i Kroatien betales efter en progressiv skala på op til fem procent.

Renteindtægter beskattes som almindelig personlig indkomst, og her ligger skatteprocenten på mellem 15 og 45 procent. Visse renteindtægter er dog skattefrie.

Udbytte af aktier og fortjenesten ved salg af aktier beskattes som udgangspunkt ikke i Kroatien.