INVESTERING, ØKONOMI

Investorer sælger ud for DKK 400 mia.

Flag 01-12-16 ~2 minutters læsning · 273 ord

Japan er for tiden udsat for den største investor-flugt fra landet siden 1987, da landets bobleøkonomi stod foran sit sammenbrud. Investeringsbanker og fonde har de senere måneder solgt japanske aktier for DKK 400 mia. Det er den største investorflugt blandt 33 markeder, som Bloomberg monitorerer.

Udsalget er ifølge Toru Ibayashi, chef for den japanske afdeling af investeringsbanken UBS, et udtryk for, at investorerne ikke længere har tillid til den såkaldte Abenomics. Det er en økonomisk politik, som har fået sit navn efter Japans premierminister, Shinzo Abe. Den går i korthed ud på at lade seddelpressen køre for fulde omdrejninger for at holde landets økonomi oven vande.

Som led i Abenomics har den japanske nationalbank siden april 2013 trykket pengesedler for DKK 5200 mia. Om året. Hensigten er at give japanerne noget købekraft, så Japan kan komme ud af den deflation, der har præget landet siden midten af 90’erne. Målet er en inflation på 2 pct., men det er nationalbanken langt fra at nå.

I stedet har Japan oparbejdet en offentlig gæld på cirka 250 pct. af landets årlige produktion. Dermed er landet langt mere forgældet end selv Grækenland. Og lige nu vokser gælden endda hurtigere end tidligere, fremgår det af en rapport fra Official Monetary and Financial Institutions Forum (OMFIF).

Det her ender grueligt galt, hvis ikke væksten vender tilbage til Japan, lyder vurderingen fra den britiske analytiker Anthony Hilton i en kommentar, som han har skrevet i avisen Evening Standard.

Men væksten er ingenlunde på vej tilbage i den opadgående sols land. Tværtimod slås landet - trods de enmorme mængder af nytrykte pengesedler - fortsat med lav vækst, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: