BOLIG, KØB, SALG, BYHUSE, EJENDOMME, ENERGI, FRADRAG

Xpert-svar om boligudgifter

Flag UDLANDSXPERTERNE 27-02-11 ~3 minutters læsning · 478 ord

Kære Spørger

Jeg forstår dit spørgsmål til at vedrøre de omkostninger, der er forbundet med at have fast ejendom i Italien efter, at din handel er gennemført. Jeg vil derfor ikke berøre handelsomkostningerne ved køb af bolig i mit svar. Du kan fra min hjemmeside rekvirere et beregningsmodul, der kan klarlægge handelsomkostningernes størrelse, såfremt du har behov for dette.

Generelt er omkostningstyperne de samme som i Danmark, altså skatter, forbrugsafgifter og forsikring. For at give dig en ide om den overordnede omkostning har jeg for forbrugsafgifternes vedkommende noteret de beløb, som vores egen familie har forbrugt på et år i forbindelse med ca. 12 ugers ophold i 2010. Nogle af disse uger har ligget i vinter perioden og påvirker derfor i høj grad gasforbruget. Gas er een af de største poster generelt, idet vi anvender gas til opvarmning af huset.

Italien er sammen med Danmark og Ungarn de lande i Europa, der har de højeste gaspriser. I Italien er vandprisen gået meget op i de senere år og er nærmest fordoblet fra 2008 til 2009..

Ejendomsskat Italien - er markant lavere end i Danmark. Vi har selv et byhus på ca. 75 m2 værdisat til ca. 600.000 dkr på købstidspunktet for 7 år siden. Vi betaler pr. år 65 euro i lokal ejendomsskat. Skatten vil i øvrigt for uden værdien afhænge af, hvilken type ejendom der er tale om.

Ejendomsskat Danmark - her skal der betales 1% af værdien op til ca. 3.000.000 dkr og derefter 3% af resten. Ved betalingen af dansk ejendomsskat kan fradrages, hvad du har betalt i tilsvarende italiensk skat.

Gas - 400 euro i 2010

El - 300 euro i 2010

Vand - 60 euro i 2010

Renovation - 132 euro pr. år

TV-licens - 110 euro pr år

Forsikring - I Italien er ejendomsforsikring ikke nær så udbredt som i Danmark og mange ejendomme er ikke forsikrede. Jeg kender ikke prisen på en Italiensk ejendomsforsikring, men kan hjælpe dig til at tegne en, såfremt du skulle få behovet på et senere tidspunkt.

Om ovenstående er dyrt eller billigt kan altid diskuteres, men for forbrugsafgifternes (varme, el og vand) vedkommende får man jo noget dækket noget ved ikke at have et samtidigt forbrug i Danmark.

Leveomkostninger i øvrigt - er ikke så forskellige fra de danske, men ved indkøb af dagligvarer generelt vil man nok opleve, at prisniveauet ligger under det danske uden at man samtidigt føler, at man har gjort det en kup efter det andet.

Endeligt kan der være tale om en skat ved salg af ejendom - Såfremt du sælger din Italiensk ejendom før du har ejet denne i 5 år skal der betales skat af et eventuelt handelsoverskud - ca 23%.

Jeg håber at ovenstående svar i rimelig grad dækker dit behov. Ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen for en uddybning.

Venlig hilsen

Freddy Hansen

Skribentmail: