Regeringens trusler om ensidigt at opsige skatteaftalen med Frankrig og Spanien har skabt stor usikkerhed og nervøsitet. Ikke bare blandt danske pensionister i udlandet, men også herhjemme, hvor mange nu frygter, at livsdrømmen om en alderdom i sydens sol forpurres.
Direktør Michael Nielsen fra Care Udland er specialist i rådgivning af danskere der flytter til andre lande, og han siger, at der er skabt en nærmest »skrækkelig situation.«
»Politikerne har smidt en bombe på dette område, hvorefter de tager på sommerferie. Det er en helt urimelig fremgangsmåde, og ganske forfærdelig situation, vi er havet i, hvor der er kæmpe usikkerhed om, hvordan de fremtidige regler bliver,« siger Michael Nielsen.
Uafklaret
Eksempelvis er det uklart, hvornår de nye regler eventuelt træder i kraft, og hvem de vil ramme. Det er også uafklaret om de udlandsdanskere, som fremover beskattes af deres pensioner i Danmark, også skal betale arveafgifter eller formueskatter i udlandet. Usikkerhed er der også om hvilke typer af pensioner Danmark vil beholde retten til at beskatte, og om indtægter fra obligationer og aktier skal beskattes i Danmark eller udlandet.
»Der er et helt enormt behov for rådgivning, men vi kan bare ikke give nogle gode svar, fordi reglerne endnu ikke er formuleret præcist,« siger Michael Nielsen.
Han tilføjer, at mange af hans kunder er dybt fustrerende og føler, at de nærmest står på en gyngende grund.
»Det gælder ikke mindst alle dem, der er lige på nippet til at flytte. De ved jo slet ikke, hvilke regler der kommer til at gælde,« siger Michael Nielsen
Redaktør Jan Larsen, der står bag hjemmesiden Udvandrerne.dk, er enig i, at forvirringen er noget nær total.
»Der er skabt kæmpe usikkerhed. Der er ingen som kender de præcise regler, og derfor bliver mange nervøse og usikre,« siger Jan Larsen, der gennem de sidste dage har fået mange henvendelser.
Skatterådgiver Kjeld Bergenfelt, fra revisionsfirmaet i Deloitte mener også, at der er tale om et meget teknisk lovindgreb.
»Så det kan blive svært at få overblik over reglerne for danskere, som ønsker at benytte udenlandske pensionsselskaber,« siger han.
Kenneth Jakobsen, der er bestyrelsesmedlem af foreningen Redan, der organiserer danskere bosat i Frankrig, peger på, at mange danskere har lagt hele deres pensionsopsparing og liv til rette efter, at de en dag skulle flytte til Spanien eller Frankrig.
»Men de ved nu intet som helst om, hvordan de er stillet,« siger han.
Pensionist Bjarne Andersen fra Ålborg, der opholder sig en stor del af året i Spanien, mener, at tusindvis af danskere vil komme hjem fra Spanien, hvis de skal til at betale skat af deres pensioner - og det kan i sidste ende komme til at koste den danske stat dyrt.
»Når jeg bor i Danmark, har jeg ret til at få 35.000 kr. i boligstøtte og 10.000 kroner i medicintilskud om året. De penge sparer det danske samfund, når jeg opholder mig i Spanien. Der er mange, som slet ikke vil have råd til at bo i Spanien, hvis de skal betale dansk skat af deres pensioner. Så mange vil komme hjem, og de vil trække på danske læger, sygehuse, plejehjem og hele molevitten,« siger Bjarne Andersen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Kristian Jensen (V), der er på ferie. Men ministerens pressechef, Peter Høyer, understreger, at der ikke er taget stilling, hvornår de nye regler skal træde i kraft.
»Men der er et halvt års varsel for opsigelse af beskatningsaftalerne med Frankrig og Spanien, og opsigelserne kan i givet fald først kan træde i kraft ved indgangen til et nyt år. Det vil sige, at det tidligst kan blive fra 2009. Men det er der ikke taget stilling til, og det er ikke et mål i sig selv at opsige aftalerne. Rammeaftalen giver blot bemyndigelse til senere at opsige aftalerne, hvis vi ikke kan blive enige om nye aftaler med Frankrig og Spanien,« siger han.
Peter Høyer tilføjer, at »det vel er rimeligt, at man betale skat i Danmark, når pensionerne udbetales, hvis man har fået fradrag på indbetalinger til pensioner i Danmark i 30 år.«