PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, ADVOKATER, BOPÆL, GRUNDE, JORD, HELÅRSBOLIGER, LEDELSE, LEJLIGHEDER, RESTAURANTER

Xpert-svar om fuld skattepligt i Danmark

Flag UDLANDSXPERTERNE 06-03-10 ~2 minutters læsning · 308 ord

Hej Steen,

Tak for dit spørgsmål.

Jeg forstår din situation således, at du er fri af dansk skattepligt og nu har lejet en helårsbolig uden bopælspligt. I den situation vil den fulde skattepligt indtræde, hvis der tages ophold i Danmark. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende. Der vil ikke være tale om ophold på grund af ferie eller lignende, hvis opholdet er nødvendiggjort af en regelmæssig (løbende) personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv, f.eks. hyppig deltagelse i eller tilsyn med ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet.

Landsskatteretten har i en afgørelse fra slutningen af 2009 fastslået, at grænserne for, hvornår der foreligger ophold på grund af varetagelse er stramme. I sagen var der tale om, at en dansker, der boede i udlandet, ønskede at leje en lejlighed i Danmark og benytte den i 4-8 uger på årsbasis, og under sine ophold her i landet deltage i 4 bestyrelsesmøder i selskab ejet af ham selv. Det fremgår, at dette bestyrelsesarbejde ville være ulønnet. Yderligere ville personen deltage i kurser/work-shops af 1-2 dages varighed pr. år. Landsskatteretten fandt, at de ophold i Danmark, hvor personen ville deltage i bestyrelsesmøder ikke kunne anses som for kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende. Det forhold at deltagelsen i bestyrelsesmøderne var ulønnet var uden betydning, da personen var ejer af selskabet.

Da bestyrelsesarbejdet i dit tilfælde vil blive honoreret, er der, uanset du beskriver bestyrelsesmøderne som ’sproradiske’, risiko for det vil føre til fuld skattepligt til Danmark.

Du kan få sikkerhed for, om bestyrelsesarbejdet og det årlige fremmøde på generalforsamlingen vil medføre fuld skattepligt til Danmark, ved at anmode SKAT om at tage stilling hertil i et såkaldt bindende svar. Skatteadvokaterne bistår gerne med udarbejdelse af en sådan forespørgsel til SKAT.

Med venlig hilsen

Martin Bekker Henrichsen

Advokat (H), LL.M. & HD(f)

Skribentmail: