På femårsdagen for den danske opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Frankrig og med Spanien, den 10. juni 2013, rettede jeg en henvendelse til Skatteminister Holger K. Nielsen om at indlede forhandlinger med Frankrig og med Spanien om nye dobbeltbeskatningsoverenskomster. Denne henvendelse og skatteministerens svar derpå er vedlagt som bilag til juninummeret fra i år af mit nyhedsbrev ORIENTERING om franske forhold og kan læses på min hjemmeside http://www.orienteringomfranskeforhold.com.

I skatteministerens svar på min henvendelse svarer han på noget helt andet end det, som jeg havde opfordret ham til, idet han der anfører, at jeg skulle have opfordret til indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med Frankrig og Spanien med udgangspunkt i et forhandlingsudspil, som de to lande har stillet, men som Danmark allerede har afvist. Dette er ingenlunde tilfældet. Det ville heller ikke have haft ret megen mening. Det er da også noget helt andet, som jeg har opfordret skatteministeren til.

Det er ikke nogen overraskelse for mig, at skatteministeren – eller rettere de embedsmænd, som skriver ministerens svar for ham – på denne måde misforstår min henvendelse. Noget sådant har jeg oplevet før. Det er formentligt bevidst. Skatteministeren og hans embedsmænd har efterhånden kun et enkelt stereotypt svar på alle henvendelser om dette spørgsmål, nemlig, at når der tidligere har været skattefradrag for indbetalinger til danske pensionsordninger, eller disse pensionsordninger finansieres fra Danmark, så skal der også ske beskatning i Danmark af udbetalinger fra disse ordninger, og dette også selvom man i mellemtiden er flyttet til udlandet. Derfor er Danmark uvillig til at indgå i nogen som helst form for forhandlinger med de to lande om

nye dobbeltbeskatningsoverenskomster, med mindre disse forhandlinger ventes at føre til det resultat, som Danmark kræver. Og derudover overser man de efterhånden ganske mange andre problemer, som de manglende dobbeltbeskatningsoverenskomster har skabt og er i øvrigt uvillig til at indgå i nogen som helst form for dialog om, hvorvidt man skal indlede forhandlinger med Frankrig eller Spanien om nye dobbeltbeskatningsoverenskomster eller ikke. Derfor er det ikke

overraskende, at skatteministeren svarer på noget helt andet end det, som jeg har opfordret ham til. De manglende dobbeltbeskatningsoverenskomster med Frankrig og med Spanien medfører i dag større ulemper end fordele for Danmark, og debatten om dette spørgsmål vil skatteministeren helst undgå.

Skal Frankrig og Spanien indgå nye dobbeltbeskatningsoverenskomster med Danmark på de betingelser, som Danmark kræver, vil det komme til at betyde, at de to lande skal have danske pensionister boende på deres territorier og have udgifterne til disse pensionister uden at landene får skatteindtægter fra deres danske pensioner, og det er Frankrig og Spanien naturligvis ikke villige til. Frankrig og Spanien er de to lande i Europa, der har flest udenlandske pensionister boende, og det ville have alt for vidtrækkende konsekvenser for de to lande at acceptere noget sådant. Det er derfor helt urealistisk at forestille sig, at Frankrig og Spanien nogensinde vil acceptere de danske krav. Så længe Danmark opretholder disse krav betingelsesløst, vil der derfor ikke blive indgået nye dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark på den ene side og Frankrig og Spanien på anden side, og det vil være ensbetydende med at danske pensionister i Frankrig fortsat vil blive dobbeltbeskattede af deres danske pensioner, hvis de ikke er omfattet af overgangsreglerne. Skal der kunne indgås nye dobbeltbeskatningsoverenskomster, vil den første betingelse være, at Danmark slækker på kravet om, at Danmark alene skal have hele skatten af pensionsudbetalingerne.

Den omstændighed, at der ikke længere er dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og Frankrig, respektive Spanien, giver efterhånden stadigt større problemer for danske borgere, der bor i Frankrig og for danske virksomheder, der opererer på det franske eller spanske marked.

Det er et væsentligt formål med en dobbeltbeskatningsoverenskomst at sikre ens egne borgere og virksomheder og sørge for, at de ikke bliver udsat for dobbeltbeskatning, og dette hensyn varetager Danmark ikke, så længe som man ikke er villig til at indlede forhandlinger med Frankrig og med Spanien om nye dobbeltbeskatningsoverenskomster. Og på grund af de manglende overenskomster kan Danmark ikke længere komme disse borgere og virksomheder til hjælp, idet man naturligt nok vil blive mødt med modargumentet, at man jo kunne have undladt at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Danske pensionister i Frankrig bliver i øjeblikket dobbeltbeskattet af deres danske pensioner, og det er i øjeblikket svært at se, at denne tilstand nogensinde vil ophøre.

Desuden koster den danske opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne årligt dansk erhvervsliv et trecifret millionbeløb, og dette er langt mere end det beløb, som Danmark vil kunne påregne at få ind i skatter fra danske pensionister i Frankrig og i Spanien. Desuden har Danmark mistet good will ved at have opsagt dobbeltbeskatningsoverenskomsterne og ved den facon, som man har opsagt dem på. Derudover har den forøgede usikkerhed ført til, at danske virksomheder nu afholder sig fra at foretage investeringer i Frankrig og i Spanien, ligesom franske og muligvis også spanske virksomheder går uden om Danmark, når de skal planlægge investeringer i virksomheder og i salgsselskaber i udlandet. De manglende dobbeltbeskatningsoverenskomster betyder derfor tab af danske arbejdspladser og er en hindring for væksten i Danmark.

Alt taler derfor for, at det vil være en fordel for Danmark at indgå nye dobbeltbeskatningsoverenskomster med Frankrig og med Spanien, også selvom Danmark i den forbindelse må give køb på at kunne få hele skatten af pensionsudbetalinger til danske pensionister i Frankrig og i Spanien.

På denne baggrund har jeg rettet en fornyet henvendelse til skatteministeren om at indlede forhandlinger med Frankrig og med Spanien om nye dobbeltbeskatningsoverenskomster. Denne henvendelse er vedlagt som et bilag til dette nummer af ORIENTERING om franske forhold.