Nyhedsbrev fra ditfrankrig
I begyndelsen af 2008 opsagde den danske skatteminister dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Frankrig. Baggrunden herfor var primært en uenighed mellem de to lande om hvem der skulle have retten til at beskatte pensionsudbetalinger. Denne uenighed er startet helt tilbage til 1980’erne. Danmark har længe ønsket pensionsudbetalinger beskattet i kildelandet og Frankrig ønskede pensionsudbetalinger beskattet i Frankrig som bopælsland. Frankrig ville meget naturligt ikke acceptere at personer der bosætter sig i landet ikke skulle betale indkomstskat der. Det ville være konsekvensen, hvis Danmark havde beskattet pensionsudbetalingerne, og Frankrig skulle have givet nedslag for den danske skat i den endelige franske skat. Frankrig har i alle sine dobbeltbeskatningsaftaler fulgt princippet om beskatning af pensionsudbetalinger i bopælslandet, hvilket i øvrigt også svarer til OECD’s anbefalinger.
Vi mener, at opsigelsen af dobbeltbeskatningsaftalen, er i strid med EU-Traktatens art. 293, der kræver, at der består dobbeltbeskatningsaftaler mellem alle EU’s medlemsstater. Argumentet for opsigelsen var, at beskatningsaftalen var blevet for ensidig i Frankrigs interesse og dermed til ulempe for Danmark. Dette var dog ikke korrekt, idet Frankrig har måttet lide store skattetab på bl.a. beskatning af ejendomsavancer på ejendomme beliggende i Frankrig for ejere bosat i Danmark.
I lovforslaget til opsigelsen blev det fremhævet, at opsigelsen ikke ville få negative økonomiske konsekvenser for andre end pensionsmodtagere.
Den 4.februar 2009 er der blevet fremsat et nyt lovforslag (L125), der skal minimere nogle af de negative konsekvenser af opsigelsen, som ministeren hævdede der ikke var.
Når der fremføres negative virkninger af opsigelsen, afvises de ofte blot med, at hvis Frankrig tillader sig at opkræve visse skattetyper, så vil det være i strid med EU regler. Interessant at notere sig den store viden som Skatteministeren har om andre landes EU stridige regler, når en tilsvarende viden om danske reglers uforenelighed med EU-retten fuldstændig mangler.
Der er mange negative konsekvenser af en opsigelse af en beskatningsaftale. Det siger sig selv, for eller havde der ikke været nogen grund til at indgå den. En af de væsentligste er, at der i Frankrig i dag ikke findes en nedslagsregel i den franske skat for skat betalt i et andet EU-land, herunder i Danmark. Dette forhold betyder en beskatning der i niveauet mellem 76-90 % af indkomster fra Danmark som bosiddende i Frankrig. En sådan beskatning er efter vores opfattelse også strid med en eller flere af EU’s grundlæggende borgerrettigheder, herunder retten til frit at bosætte sig inden for EU. Når sådanne sager kommer frem er der næppe tvivl om, at EU-Kommissionen vil reagere. Forudsætningen for EU borgerrettigheder er, at et skatteniveauet ikke må forhindre en flytning over landegrænserne. Derfor også kravet i art 293 om at dobbeltbeskatning skal afbødes.
Frankrig arbejder i øjeblikket på at ændre intern fransk skattelovgivning for at afbøde nogle af konsekvenserne af den danske opsigelse.
Konsekvensen af denne problemstilling kan meget vel blive, at EU giver personer og virksomheder ret til at søge beskyttelse mod dobbeltbeskatning ved anvendelse af OECD’s modelbeskatningsoverenskomst indtil der igen består en beskatningsaftale mellem de to lande. En dansk holdning der reelt forhindrer danskere i at bosætte sig i eller etablere virksomhed i Frankrig forventer vi ikke vil blive tolereret af EU kommissionen og EF domstolen.
Efter opfordring fra REDAN (Retired Danes abroad) i Frankrig har vi påtaget os at indsamle eksempler på personer der har mødt væsentlige negative konsekvenser af opsigelsen af dobbeltbeskatningsaftalen. Dette gælder uanset, om en person har valgt ikke at flytte fra Danmark eller er flyttet og har mødt væsentlige skatteforhindringer. Derfor er du velkommen til at kontakte os med urimeligheder som du er bekendt med.
Du er velkommen til at kontakte Hans Birkholm på email hob@inwema.dk eller på
tlf. 3169 3169.
Med venlig hilsen
Inwema
Kongevejen 53
2840 Holte