BOLIG, STATISTIK, FERIEBOLIGER

Pensionistflugt til Spanien og Frankrig er stilnet af

Flag ARTIKEL 22-11-09 ~3 minutters læsning · 519 ord

Flugten af danske pensionister til solrige Spanien og charmerende Sydfrankrig er faldet på dramatisk vis, siden nye skatteregler trådte i kraft ved årets start.

Det var Danmark, som opsagde de for pensionister så lukrative dobbeltbeskatningsaftaler med både Frankrig og Spanien sidste år. Derved blev det umuligt at slippe for at betale skat til Danmark af pensioner, der er sparet op i Danmark og trukket fra i den danske skat.

Ændringerne kom, efter at Danmark i årevis forgæves havde forsøgt at ændre aftalen med især Frankrig, men også Spanien, så Danmark kunne få retten til at beskatte de pensioner, som danskere med adresse især i det solrige Sydeuropa hæver.

Markant nedgang

Direktør for Care Udland Michael Nielsen, som gennem mange år har rådgivet danskere om flytning til andre lande, siger, at der er tale om en »meget markant nedgang i danskernes lyst til at flytte til Frankrig og Spanien«.

»Op mod 90 procent af dem, som tidligere flyttede til Spanien eller Frankrig, kunne få glæde af en lavere skat på pensioner. Resten flyttede derned, fordi de fik nyt job, ville etablere sig selv selvstændig, flyttede sammen med en udenlandsk ægtefælle, eller af helt andre årsager. Men der er sket et markant fald i ældre folk med store pensioner, som flytter til Spanien og Frankrig,« siger Michael Nielsen.

Chefkonsulent Finn Madsen fra BDO Scanrevison siger på tilsvarende vis, at »der er sket en reduktion i antallet af kunder, som søger rådgivning i forbindelse med flytning til Spanien og Frankrig«.

»Det hænger efter alt at dømme sammen med de nye skatteregler,« siger Finn Madsen.

Afdelingsleder ved Skat Lars Holte Larsen oplyser, at de endnu ikke har undersøgt, hvordan de nye regler har påvirket flytningen fra Danmark.

»Men det er min fornemmelse, at der har været tale om en ret betydelig nedgang,« siger Lars Holte Larsen.

Flere årsager

De sidste nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i første halvår i år var 137 danskere, som flyttede til Frankrig. Det er 30 procent færre end i samme periode året før. Til Spanien er den danske fraflytning faldet fra 367 i første halvdel af 2008 til 262 i første halvår af 2009. Nedgangen kan hænge sammen med andre ting.

»Men der var også finanskrise i 2008. Og der er ingen tvivl om, at de meget skarpere regler for skat på pensioner har dæmpet lysten til at flytte til Frankrig og Spanien på betydelig vis. Der er stadig mange danskere, som køber feriebolig i Frankrig og Spanien. Men de bevarer så en tilknytning til Danmark, så de på den måde også slipper for at betale sygeforsikringer i udlandet,« siger Michael Nielsen.

I årevis er det blevet sagt, at selve skatten ikke har nogen høj prioritet for danskere, der overvejer at flytte ud. Folk skulle især flytte på grund af den livskvalitet et andet land kan tilbyde, klimaet, kulturen med videre. Men nu tyder de nye tal på, at skat og penge alligevel har været en vigtig drivkraft.

Gennem flere år har der årligt været tæt ved 1.000 danskere, som flyttede til Spanien, mens 600 årligt bosatte sig i Frankrig, viser tallene fra Danmarks Statistik.