Mens boligpriserne dykker mange steder i verden, har de hidtil fortsat opad i ørkenmetropolen Dubai. Akkurat som skyskraberen Burj Dubai, nu verdens højeste bygning, tilsyneladende bare bliver ved med at vokse og vokse.
Men nu spår to store aktører, at priserne på byens boliger står foran at falde i pris med 10-20 pct. Investeringsbanken EFG-Hermes kom i slutningen af september 2008 med forudsigelsen om, at boligerne i vækstbyen vil falde med 20 pct. frem til 2011. Siden har Morgan Stanley fulgt op med en spådom om, at byens boligpriser vil falde med 10 pct. frem til år 2010.
Begge parter begrunder vurderingen med, at der bliver bygget flere boliger i Dubai, end der er behov for.
Andre er dog meget uenige i den pessimistiske prognose. Bl.a. har ejendomsmæglerfirmaet Jones Lang LaSalle lavet et rundspørge blandt byens ejendomsmæglere, som giver udtryk for, at deres optimisme er intakt med hensyn til de lokale boligpriser.
Direktør Martin Bzdon fra det danske ejendomsmæglerfirma Pragmaticus ligger på linie med sine kolleger. Han fremhæver, at der stadig flytter utrolig mange mennesker til byen, og at der vil gå fem-otte år, før byggeriet kan følge med efterspørgslen. Og indtil da vil boligpriserne stige, mener han.
Caspar Rantsén, direktør i Scandia Dubai, mener heller ikke, at der er noget at være bekymret for, hvis du har købt enn bolig i Dubai, som enten er færdig eller bliver det inden for et år eller to, fremgår det af artiklen.