BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, BOLIGLEJE, BOLIGSALG, BOLIGUDLEJNING, LEJLIGHEDER, VILLAER

Dyrere at leje sin bolig end at eje den

Flag 05-07-12 ~2 minutters læsning · 249 ord

I mere end halvdelen af USA’s storbyer er det nu billigere at eje sin bolig end at leje den, lyder konklusionen i en rapport fra finanshuset Blackrock.

Det skæve billede er resultatet af de dyre lejeboliger og de billige boliglån over there, hvis man altså er i stand til at få bevilget et boliglån, påpeger finanshuset.

Det er især den stigende efterspørgsel efter lejeboliger, som driver lejepriserne i vejret. Således også på Manhattan, hvor det er blevet 10 pct. dyrere at bo til leje det seneste år. Det går så godt for udlejerne, at de er holdt op med at betale ejendomsmæglernes honorar for at lokke lejere til, fortæller Steen Weber Rasmussen, der har været ejendomsmægler i New York i 22 år.

Der skal en god privatøkonomi til for at få et boliglån i USA. Det krav mener bankerne for tiden, at personer med et godt job og en fast løn lever op til. Men har man haft en lidt usikker indtægt for blot et par år siden, eller er man selvstændig, så er det straks mere vanskeligt at få lånet, fortæller danskeren.

Huspriserne er faldet med i gennemsnit 36 pct. i USA, og Blackrock spår, at de højest kan falde med yderligere 5 pct. Bunden er med andre ord ved at være nået. På den anden side forventer finanshuset heller ikke, at de amerikanske boligpriser vil stige kraftigt i den kommende tid. Vendingen vil få form som et U - ikke som et V, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: