Kate Domingos mand har truet hende med en kniv mod hendes strube. Han har banket hende gul og blå gennem flere år. Så for 18 år siden valgte den kvindelige filippiner at flygte, og hun lever fortsat på sikker afstand af sin plageånd. Men de er stadig gift. Filippinerne er nemlig det eneste land på jorden (sammen med Vatikanet), hvor det er forbudt at blive skilt.
Det er kendsgerningen, efter at Malta i 2011 besuttede at tillade skilsmisser efter en folkeafstemning. Inden da er der blevet åbnet for skilsmisser i Eire (1997), Argentina (1987), Spanien (1981), Brasilien (1977) og Italien (1970).
Kate Domingo har en teoretisk mulighed for at slippe ud af sit voldelige ægteskab. Hun kan gå til en domstol og få kendt enten hendes mand eller hende selv psykisk ustabil på det tidspunkt, hvor de blev gift. Det kræver dog en psykologerklæring, og så koster hele processen så meget, at den ikke er en reel mulighed for store dele af befolkningen i det fattige land.
At en domstol kan annullere et ægteskab, har i det hele taget udviklet sig til en pengemaskine, mener Emmie de Jesus, der er medlem af Filippinernes parlament for kvindepartiet Gabriela. Psykologerne scorer kassen på at skrive erklæringer med selvopfundne sindslidelser, og mens advokaterne udnytter systemet til at skrue op for salærerne. Desuden bruger dommerne systemet til at skaffe sig ekstra indtægter på bestikkelse, lyder hendes dom over landets skilsmisse-branche ifølge artiklen.