BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, BESKATNINGSRET, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER

Otte års reglen er en skattefælde

Flag 26-03-11 ~2 minutters læsning · 360 ord

Danske pensionister har ret til at bo hele året i deres danske sommerhus, hvis de har ejet huset i mere end otte år. Men den såkaldte otte års regel er også en lurende skattefælde for udlandsdanskere, skriver advokat Tommy V. Christiansen i et brevkassevar.

Mange danskere vil gerne beholde deres danske sommerhus, når de flytter til udlandet. Samtidig vil de også gerne slippe for at være skattepligtige til landet med verdens højeste skatte- og afgiftsprocenter.

Men det ene kan komme til at udelukke det andet, hvis du er dansk pensionist og har ejet dit danske sommerhus i over otte år, når du flytter til udlandet. I så fald fortsætter du med at have dansk skattepligt, fordi du har adgang til en helårsbolig i Danmark. Alt dette fremgår både af en kendelse fra Landsskatteretten i 2005 og af to bindende svar fra Skatterådet i henholdsvis 2006 og 2011.

Det bindende svar fra 2006 handler om en efterlønner, der var gift med en person, som ikke levede op til alderskriteriet for at bo i sommerhuset hele året. Hvis efterløneren blot solgte sin del af det danske sommerhus til ægtefællen inden flytningen til udlandet, ville parret slippe for at betale skat til Danmark.

De bindende svar fastslår, at det ikke betyder noget, om det danske sommerhus er egnet til helårsbeboelse. Alene det, at dit danske sommerhuse opfylder otte års reglen, er nok til, at du skal betale skat til Danmark, selv om flytter til udlandet.

Tilbage står det springende punkt, om du kan flytte til udlandet, inden du bliver «ramt» af otte års reglen - og dermed slippe for at blive skattepligtig til Danmark, når de otte år er gået. Den situation er der stadig ikke nogen bindende svar fra skattemyndighederne, som tager højde for.

Men Tommy V. Christiansen vurderer i brevkassesvaret, at det vil være «vidtgående», hvis du som udlandsdansker pludselig bliver skattepligtig til Danmark igen, fordi dit danske sommerhus er kommet til at opfylde otte års reglen, mens du har boet i udlandet. Bl.a. fordi du ikke kan udleje dit danske sommerhus som et helårshus. Otte års reglen gælder nemlig kun for ejeren af det danske sommerhus - ikke for lejere.

Skribentmail: