Danske aktieejere, som er flyttet til udlandet i tiltro til gældende dansk lov, risikerer at blive beskattet med den dobbelte takst af deres aktier. Det kan ifølge artiklen blive konsekvensen af et lovforslag, som skatteministeren fremlagde den 30-5-08.
Forslaget strammer den såkaldte havelåge-beskatning. Den går i øjeblikket ud på, at danske aktieejere i princippet skal betale skat af deres aktiegevinster, som om aktierne var solgt, når de forlader landet. Også selv om aktierne ikke er solgt.
Aktieejerne kan dog få henstand med at betale skatten, ind til aktierne rent faktisk bliver solgt. Hvis kurserne er faldet siden udvandringen fra Danmark, gives der nedslag for dette. Og vender danskeren tilbage til Danmark bortfalder havelåge-skatten.
Stramningen går bl.a. ud på, at Skat bliver mindre tålmodig med henstanden. Udlandsdanskeren skal ifølge lovforslaget betale skat til Danmark af aktierne i takt med det udbetalte udbytte, og når en del af aktierne er solgt til en lavere beskatning i det nye hjemland. Desuden lukkes der for, at skatten kan beregnes om, når kurserne er faldet efter flytningen fra Danmark. Endelig er det slut med at få annulleret havelåge-skatten, hvis udlandsdanskeren vender tilbage til Danmark.
Lovforslaget møder kritik fra tre eksperter på området. Hans Henrik Bonde Eriksen, partner i KPMG, mener, at lovforslaget sætter ny Danmarks-rekord for skatteregler i at virke med tilbagevirkende kraft. Skattepartner Finn Madsen fra BDO Scanrevision kritiserer også det tilbagevirkende kraft, og han mener, at de nye regler kalder på en overgangsordning.
Endelig kalder advokat Claes Hahn Balle, Actio Advokater, lovforslaget urimeligt over for de mange danskere, der nu bliver beskattet på en anden måde, end de havde regnet med, fremgår det af artiklen.