PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, FRAFLYTNINGSSKAT

EU-kommissionen vil have ændret havelågeskat

Flag 26-02-13 ~2 minutters læsning · 277 ord

Det lakker måske mod enden for den både berømte og berygtede danske havelågeskat, hvor danskere bl.a. skal betale skat af gevinster på værdipapirer, som de endnu ikke har realiseret, når de udvandrer.

EU-Kommissionen har nemlig krævet, at den danske stat ændrer den såkaldte fraflytningsskat, og det skal ske senest om en måned. Helt præcis hedder fristen den 24-3-2013. Nægter staten at rette ind, kan det ende med en sag ved EF-Domstolen.

Den danske havelågeskat er ganske enkelt i strid med EU-traktaten, skriver EU-Kommissionen. Kommissionen mener, at havelågeskatten påfører danskere en højere skat, hvis de udvandrer, end hvis de bliver i Danmark.

«Havelågen» har tidligere været tæt på at koste den danske stat et sagsanlæg ved EF-Domstolen. Men ved den lejlighed undgik staten sagen ved at indføre en henstand, så de danske udvandrere kunne vente med at betale havelåge-skatten, ind til de havde realiseret den gevinst, som skatten skulle betales af.

I stedet valgte den danske stat at stramme havelågebeskatningen på en anden måde, så de berørte udvandrere alligevel skulle afdrage havelågeskatten, hvis de fik udbetalt udbytte af værdipapirerne. Udbytteskatten i Danmark ligger på 42 pct. for udbytter over DKK 48.300 og hører til blandt de højeste i verden. Det betyder, at den danske stat kan opkræve den sidste del af udbytteskatten som afdrag på havelågeskatten, når en dansker i Sverige f.eks. er færdig med at betale sine 30 pct. i svensk udbytteskat, fortæller Finn Madsen, der er skattepartner i revisionsfirmaet BDO Partners.

Skatten på de urealiserede gevinster gælder for udvandrere, som ejer værdipapirer med en værdi på over DKK 100.000. Derfor har den hidtil ramt især virksomhedsejere og velstående danskere, der forlader landet, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: