Hvis du som udlandsdansker tror, at du har stemt til gårsdagens Folketingsvalg, fordi du har stemt på den nærmeste danske ambassade, så kan du godt tro om igen.
Jan Lund, der er dansk kommentator med base i Singapore, skriver i sit synspunkt, at mange af stemmerne fra de danske ambassader bliver kendt ugyldige, når de kommer til Danmark. Også selv om du har afgivet din stemme, og ambassaden har taget imod den.
Som dansker mister du som udgangspunkt din stemmeret, i samme øjeblik du flytter til udlandet. Eneste undtagelse er, hvis du inden flytningen har søgt om og fået ret til at beholde din stemmeret i udlandet i to år.
De danske regler for stemmeret til borgere med bopæl i udlandet hører til de strammeste i verden, og skribenten anslår, at reglerne forhindrer omkring en kvart million udlandsdanskere i at gøre deres stemme gældnde til danske folketingsvalg.
Jan Lund erklærer, at han er stolt over at være dansker, men at reglerne får Jan Lund til at føle sig som en anden rangs dansker, fremgår det af hans synspunkt.