At spare op i investeringsforeninger er blevet den helst store folkesport, som 906.000 danskere p.t. deltager i. I alt har de danske investorer investeret 315 mia. DKK i frie midler i investeringsforeninger.
Hele dette store beløb er dog udelukkende investeret i danske foreninger, fordi skattevæsenet straffer investeringer i udenlandske investeringsforeninger med en højere skat.
Dermed går danskerne bl.a. glip af det bedste afkast på markedet, som ifølge en undersøgelse af Dansk Aktie Analyse og Morgenavisen Jyllands-Posten p.t. leveres af norske Skagen Fondene.
Danskerne kunne slippe med at betale den normale skat af investeringer i udenlandske investeringsforeninger, hvis foreningerne tilpassede sig de særlige danske skatteregler, lyder forklaringen fra Skatteministeriet.
Det synspunkt finder dog ingen støtte hos EU-Kommissionen, som mener, at den danske politik er diskriminerende, fordi den reelt stiller krav om, at de udenlandske selskaber skal tilpasse deres systemer til det lille danske marked.
Jens Jørgen Holm, direktør i InvesteringsForeningsRådet (IFR), mener også, at de danske regler spænder ben for de udenlandske investeringsforeninger på det danske marked. Der er da heller ingen udenlandske investeringsforeninger overhovedet, der markedsfører sig over for danskere med frie midler, konstaterer han ifølge artiklen.